Martin Keller, kendt fra TV blandt andet fra Naturpatruljen på DR1 og Martin og Ketil på TV2, holder oplæg om natursyn og biodiversitet samt eventuelle løsninger.
Martin Keller har tidligere været ambassadør for Unicef, Fairtrade og Verdensnaturfonden og sidder i præsidiet. Han varetager desuden opgaver som biodiversitetsformidler og Verdensmålchef hos Dansk Vegetarisk Forening.
Under arrangementet laves der smagsprøver på grøn, vegetarisk mad, og Martin Keller medbringer sin guitar, hvorfra der fremføres et nummer, som publikum kan synge med på. Derudover synges der fra højskolesangbogen med Per Lauge Fischer ved flyglet.
Søborgmagle Kirke deltager i Grøn Kirke, en tværkirkelig arbejdsgruppe med repræsentanter fra over 200 kirker og kirkelige organisationer. Mange kirker arbejder med grøn omstilling for at tage ansvar for de klima- og miljøudfordringer, verden står over for.
- Vi arbejder grønt. I forbindelse med at vi skal have nyt tag, kommer der solceller på. Vi synes at biodiversitet taler ind i tiden og det passer til vores værdigrundlag at tænke i de baner, lyder det fra kirken
Tirsdag 16. september 2025 kl. 19.00 afholdes højskoleaften i Søborgmagle Kirke, Grønnemose Allé 77, 2860 Søborg.