Noget er bestandigt, andet er flygtigt. Holtug kridtbrud er både bestandigt og flygtigt.

Der er træer i bruddet, selvom de ikke skal være der. Dem, der er der, kigger jeg på. Grenene er kun stille, når der ikke er en vind, der rører sig. Resten af tiden er den i bevægelse. Op, ned og til siderne. Stammen står godt på sin rod i jorden og forbliver på sin plads dag efter dag, nat efter nat.

Det genkendelige træ i vores liv er grundkernen i vores minder. På linje med den mor, der fødte os og lagde os til hendes bryst. På linje med vores far, der gik med os i barnevognen med de beroligende bevægelser.

Træerne har tilpasset sig til vores klima i tusindvis af år. Nye træer kommer til. De træer, der kaldtes for vinterfølsomme, kan i dag overvintre. De kan lide vores klimaforandrede temperaturer og etablerer sig i deres nye land. Nogle venlige mennesker indførte dem hertil for hyggens skyld, andre kom med fuglene eller vinden. De nye træer havde ikke deres insekt, svampe og fuglevenner med sig til det nye land, de havde heller ikke deres naturlige fjender med sig.

Enkelte steder støder man på træer, som trives på ufremkommelige steder som yderst på klinten, hvor den vil falde ned i afgrunden ved næste storm. Nogle gange kommer der vildtplejere, som gør noget ved kridtbruddets planter, de er nutidens dinosaurer.

Mennesker burde holde sig væk fra kridtbruddet, da vi med vores tilstedeværelse ødelægger det hul, vi selv skabte gennem mere end 100 år og lukkede i 1972. Men folk skal komme og se naturen, den rest, som er tilbage og føle bestandighedens glæde.

Hvor der er mennesker, er der regler. Som samfundet ændrer sig, er regler også flygtige. Uden regler vinder de stærke, og de svage fortrænges i kaos. Det bestandige bliver flygtigt, og det flygtige vil flyve hurtigere end en vandrefalk på jagt.

Åh ja, vandrefalken, den lever også i området langs klinten. Det er for dens skyld, at droner er forbudt. En drone vil slå en vandrefalk i smadr, når fuglen vil jagte den flyvende tingest som en fjende eller et byttedyr.

Man kan lade dronen blive hjemme og i stedet gå på stranden og bade eller kigge på klinten. Det er ikke den børnevenlige strand kendt fra Bøgeskoven eller Rødvig. Der er sten, kun få steder med sand, og det bliver hurtigt dybt.

Reglerne i kridtbruddet beskytter mennesket. Man må ikke bevæge sig udenfor stierne og kravle op mærkelige steder, hvor man kan falde ned. Stierne og klinten ændrer sig, når havet tager bidder i stormvejret. Ruten ned til stranden er ikke for dårligt gående. Et sted er der et reb, man skal holde i på vejen ned, det er sjovt, men man skal holde godt fast. Falder man ned fra det høje, bliver man det flygtige, der kun var der for kort tid. Det vil være synd. Dårligt gående kan stoppe på parkeringspladsen og kigge ned i bruddet, der er et godt kig derfra.

Man kan måske se fiskeleret, men rør det ikke! Forsvinder det, så forsvinder Stevns Klint fra Unescos verdensarvsliste og for bestandigt.

Kunne det ikke være dejligt at finde et fossil? Måske finder man et blandt de smukke flintesten på stranden, men lad være med at bryde fra klinten, for så ødelægger man det, der er, og det er forbudt at ødelægge.

Holtug kridtbrud har ikke godt af tusindvis af menneskers trampen rundt gennem vandhullerne udenfor stierne, man må heller ikke af flere årsager: Stor vandsalamander lever her, den er truet og kom først, samtidig med dinosauren som bekendt uddøde. Det er et spændende dyr, som kan lide at gemme sig bag sprækker i klinten. Stor vandsalamander er på listen for at være flygtig og er totalfredet.

Planterne, jeg elsker dem. Disse kalkelskende planter, man ikke kan dyrke hjemme i sin gødede fede muldjord. Skabiosen er blå, så blå, og den nikkende limurt så hvid. Et æbletræ har sået sig selv engang, om nogle år ligger den nok væltet ned i vandet, æblekernerne vil flyde med strømmen til nye steder. Måske bliver det til et godt spiseæble et sted i det fjerne. Måske skal det hedde Lone, det æblenavn er ikke taget endnu.

En lidt grim men sjov plante er liden gyvelkvæler, den kan ikke kan lave fotosyntese. Den har ikke et grønkorn i sig og snylter på knopurt og kan derfor ikke gro i parcelhushaven.

Det nederste man ser af klinten, er kridt, så kommer fiskeleret, og så kommer kalken. Indimellem ser man buede lag af flint, det er ikke tydeligt ved Holtug, hvor noget af opgravningerne fra gamle dage ligger som nye små bjerge i bruddet.

Klinten er smuk og fotogen, man må fotografere den alt det, man vil. Nogle vender kameraet om og fotograferer nattehimlen. Kan man abstrahere fra lyset i København, så er der virkelig mørkt i Holtug kridtbrud, man må heller ikke være der, når det er mørkt, endnu en regel. Efter klokken 16 om vinteren ved de lokale ligeledes hvor mørkt, der er, og hvor langt der er til en købmand eller gymnastikholdet. På det tidspunkt er turisterne væk. Motorvejs larm er kun noget, man har hørt om og gør stedets ro endnu mere unikt. Vindmøllerne kan dog godt larme i det fjerne og en traktor, og de utallige fly med turisterne, som vælter ind for at se klinten.

Trampestien har sit forløb her, det er både forbudt at cykle på en vandresti eller brede sig uden for trampesporet, og man skal gøre, hvad lodsejerne siger, når de henstiller folk til at holde sig til reglerne.

Havet er derude, man spejder ud, en flok kajakroere lægger til for at holde pause inden bøgeskoven. Man føler sig i ét med naturen, som man går blandt de hajtænder, man aldrig selv er så heldig at finde.

Vores efterkommere, som er vores arvinger, vil også gå her engang. På det tidspunkt vil vi være de flygtige, som engang gik rundt i et bestandigt Natura 2000 område og en unik verdensarv.

Kloden er bestandig, mens jeg selv er et flygtigt vindpust, der blæser endnu.