Nyt fredagstilbud til unge i Fredensborg

Ungfredensborg lancerer et nyt initiativ for kommunens unge i 7. klasse til og med 17 år. ’Åben hal’ bliver en ny fredagsaktivitet, hvor de unge kan mødes og deltage i forskellige aktiviteter. Den første aften finder sted fredag 19. september kl. 19.00-21.00 i Egedalshallen, Kokkedal.

På programmet er blandt andet badminton, bordtennis, håndbold, panna, neglemaling, henna-tatovering og rodeotyr. Der vil også være cafésalg med snacks, drikkevarer og sandwiches inspireret af Joe and the Juice. Som en ekstra attraktion besøger verdensmester i panna, Noah, arrangementet.

- Åben hal er noget helt nyt vi prøver af. Måske kommer der to unge, måske 200. Det vigtigste er, at det er noget de unge har lyst til at lave sammen med deres venner en fredag aften, fortæller afdelingsleder i Ungfredensborg, Steffen Bjørn Boel, i en pressemeddelelse.

Arrangementet er gratis, kræver ingen tilmelding og er åbent for alle unge i kommunen. De unge kan også blot hænge ud med deres venner uden at deltage i aktiviteterne. Til åben hal vil der være voksne medarbejdere fra ungdomsklubberne til stede.

De kommende datoer for åben hal er 24. oktober i Fredensborghallen, 14. november i Niverødgårdshallen og 12. december i Humlebæk Idrætscenter, alle fra kl. 19.00 til 21.00. Initiativet er arrangeret af Ungfredensborg i samarbejde med SSP, fritidsbutikken og Center for Kultur og Sundhed.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...