Lokal entreprenør får kæmpeordre - skal være hovedentreprenør på stort klimatilpasningsprojekt i den indre by

Kendt anlægsentreprenør fra Kvistgård er valgt som hovedentreprenør på etape af Helsingør Klimabykerne-projektet.

Snart begynder arbejdet på den travle vej ved stationen.

Snart begynder arbejdet på den travle vej ved stationen.

Foto: Presse

Det er den lokale entreprenørvirksomhed Zøllner A/S fra Kvistgård, der er blevet valgt som hovedentreprenør på Etape 1 af det store anlægsprojekt Helsingør Klimabykerne fra 2025 til 2028. Projektet kombinerer klimatilpasning og fjernvarmeudrulning med et kvalitetsløft af byrum og belægninger. De første gravemaskiner forventes at gå i jorden i løbet af efteråret.

Den Korte Version
  • Zøllner A/S fra Kvistgård er valgt som hovedentreprenør på Helsingør Klimabykerne projektet fra 2025 til 2028.
  • Projektet kombinerer klimatilpasning og fjernvarmeudrulning med forbedringer af byrum og belægninger.
  • Valget af Zøllner skete efter en udbudsproces, hvor deres tilbud var økonomisk mest fordelagtigt.
  • Rasmus Bjerregaard, kommunaldirektør, fremhæver projektets betydning for byens attraktivitet og beskyttelse af bygningsmassen.
  • Anlægsarbejdet starter i efteråret på Sct. Olaigade og Jernbanevej, med information til beboere og erhvervsliv.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Valget af Zøllner som hovedentreprenør kommer efter en længere udbudsproces med prækvalifikation, tilbud og forhandling i foråret og sommeren over.

Helsingørs gamle bykerne rummer store kulturelle højdepunkter, smukke boliger og et engageret handelsliv. Med Helsingør klimabykerne er der iværksat et projekt, der både vil beskytte værdierne i bygningsmassen og gøre byen endnu mere attraktiv for beboere, besøgende og erhvervsdrivende.

Rasmus Bjerregaard, kommunaldirektør i Helsingør Kommune, er glad for aftalen.

- Med Helsingør klimabykerne har vi iværksat et projekt, der både vil beskytte værdierne i bygningsmassen og gøre byen endnu mere attraktiv for beboere, besøgende og erhvervsdrivende. Det er en kæmpe opgave, der stiller store krav til alle parter – herunder Zøllner, som nu er valgt som hovedentreprenør, forklarer Rasmus Bjerregaard, kommunaldirektør i Helsingør Kommune i en pressemeddelelse.

Jacob Brønnum, administrerende direktør i Forsyning Helsingør uddyber:

-  Zøllner er valgt til første etape, fordi deres tilbud var det økonomisk mest fordelagtige, og fordi de har erfaring fra lignende projekter. Opgaven i bykernen er meget krævende i forhold til organiseringen af anlægsarbejdet og hensynet til naboer, erhvervsliv og trafikafvikling – samt i forhold til en realistisk risikohåndtering. 

Zøllner har erfaring fra renoveringen af Hestemøllestræde.
Zøllner har erfaring fra renoveringen af Hestemøllestræde. Foto: Steffen Slot

Erfaring fra Hestemøllestræde

Zøllner A/S var også entreprenøren på pilotprojektet I Hestemøllestræde, der i 2021 blev brugt som en case til erfaringsopsamling for Helsingør Kommune og Forsyning Helsingør, der arbejder sammen om Helsingør Klimabykerne.

- Det er et meget spændende projekt, som vi mener ligger perfekt til vores kompetencer. Vi anser dertil også os selv som en lokal entreprenør, og tildelingen af opgaven er vi derfor meget stolte af. Arbejderne i Bykernen - der med en tæt bebyggelse, handelsliv og dermed små pladsforhold, der skal gå hånd i hånd med nye forsyningsledninger og en omfattende overfladefornyelse - er et af vores absolutte kerneområder, fortæller Henrik Ernebjerg Ravn, produktionsdirektør i Zøllner A/S.

Anlægsarbejdet starter to steder dette efterår på strækningen Sct. Olaigade nr. 1 – 13 og strækningen Jernbanevej nr. 1 – 6. Når datoen for den endelige anlægsstart ligger helt fast, vil dette blive kommunikeret ud til beboerne, erhvervsliv og andre.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...