Borgmester undrer sig over dårligt resultat

To undersøgelser om kommunernes venlighed over for erhvervslivet stritter i hver sin retning.  

Borgmester Mikael Smed (S) vil gerne tættere på de lokale virksomheder.

Borgmester Mikael Smed (S) vil gerne tættere på de lokale virksomheder.

Foto: Anders Ole Olsen

Inden for kort tid er der kommet svar på to undersøgelser om kommunernes erhvervsvenlighed. Det får borgmester Mikael Smed (S) til at klø sig i nakken

Den Korte Version
  • Borgmester Mikael Smed er forvirret over modstridende resultater fra to erhvervsundersøgelser.
  • Vordingborg opnåede en 27.-plads i SMVdanmarks undersøgelse, men en 86.-plads i Dansk Industris.
  • Borgmesteren vil undersøge, hvorfor kommunen klarer sig dårligere i DIs opgørelser.
  • Han mener, at DIs undersøgelse giver et for negativt billede, især vedrørende byggesagsbehandlingstiden.
  • Borgmesteren anerkender behovet for forbedringer og vil arbejde for bedre vilkår for erhvervslivet.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Først indtog Vordingborg en 27.-plads, da SMVdanmark offentliggjorde deres undersøgelse. Og da Dansk Industri fulgte op med en tilsvarende undersøgelse, landede Vordingborg på en 86.-plads - fem pladser lavere end sidste år. 

- Jeg vil gerne lytte til al det input, vi får fra forskellige sider. Men det undrer mig, at vi her i samme uge har modtaget en tilsvarende undersøgelse fra SMVdanmark, hvor vi får en væsentlig bedre placering som nr. 27. Vi klarer os også markant bedre i tilsvarende undersøgelser, så jeg kommer til at bede administrationen om at dykke ned i, hvorfor vi ofte har det så svært i DI’s opgørelser, siger Mikael Smed i en pressemeddelelse. 

Borgmesteren mener dog også, at DI's undersøgelse tegner et lidt for negativt billede. Et eksempel er byggesagsbehandlingstiden, som DI optæller til 48,2 dage.

- Det virker som et skævt øjebliksbillede. På Klima- og Teknikudvalgets møde i denne uge kunne vi konstatere, at gennemsnittet i 2. kvartal 2025 var 19,9 dage. Det fortjener også anerkendelse, mener borgmesteren.

Borgmesteren understreger dog, at han tager kritikken alvorligt:

- Vi skal også se indad – blandt andet i forhold til udbudsprocesser og på de andre områder, hvor der er plads til forbedring. Der er helt sikkert flere ting at tage fat på. Vi tager både ros og kritik med os i det fortsatte arbejde for at skabe de bedst mulige vilkår for et stærkt og bæredygtigt lokalt erhvervsliv, lyder det.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...