Tornved Lokalhistoriske Forening inviterer til en aften, hvor du kan høre om den lokale spillemand Ole Jensen fra Bakkerup. Arrangementet finder sted mandag 15. september fra klokken 19.00 til 21.00 i Skarridsøsalen, Skarridsøgade 37 i Jyderup.
Ole Jensen, som blev født i 1840 og døde i 1927, gjorde sig bemærket både som spillemand og komponist. Hans musik og fortællingen om hans liv vil denne aften blive præsenteret på storskærm som en del af markeringen af foreningens jubilæum.
"Foreningen markerede i 2010 sit 25-års jubilæum med en DVD-udgivelse om spillemanden. I år fejrer vi, at det er 40 år siden, vi blev stiftet, og DVD’ens indhold bliver endnu en gang foldet ud," oplyser Tornved Lokalhistoriske Forening.
DVD’en, som er resultatet af flere års arbejde af Svend E. Ottosen, blev produceret i 2010. Filmen indeholder Ole Jensens musik, fortolkninger af datidens danse, besøg hos spillemandens børnebørn og fortællinger om folkemindesamleren Chr. Olsen, der personligt kendte Ole Jensen.