En flexbus fra selskabet FlexTrafik er søndag eftermiddag forulykket ved Ovebæks Høj i Grevinge og er kørt i grøften.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Sjællandske Nyheder.
- Chaufføren er af en eller anden grund kommet alt for langt ud til højre, hvorefter bussen er skredet ud og væltet om på siden og kørt i grøften. Der er ingen tilskadekomne, og alle er ude af bussen igen, fortæller vagtchef Asger Bechstrøm.
Vagtchefen oplyser, at uheldet helt specifikt skete i krydset Fyrrevej ved Ovebæks Høj, som ligger i Grevinge.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 16.20.