Linda Nielsen (SF) går straks til bekendelse: - Det handler om at mindske stemmespild, og det er business af usual, siger hun på vegne af listebogstavet F, der nu officielt indgår i valgforbundet med Enhedslisten (liste Ø) og Socialdemokratiet (liste A) ved kommunalvalget i Sorø Kommune 18. november 2025.
"Baggrunden og grundlaget for valgforbundet er selvfølgelig at stå stærkere ved valget omkring velfærd, natur og miljø, som vi alle sætter højt. Selvom vi repræsenterer tre forskellige partier med de forskelligheder, det giver, så har vi opbygget en stabilitet, et samarbejde og en tillid, som vi naturligt kan bringe med ind i et valgforbund", udtaler Anne Madsen (S) og Linda Nielsen (SF) i en fælles pressemeddelelse, hvor Bo Mouritzen (EL) siger:
"Forskelligheder til trods vil vi alle en ny politisk stil med fokus på inddragelse, fællesskaber og anderledes økonomisk og politisk styring."
Flere har været med
Linda Nielsen fortæller, at Iben Røstbjerg Kullberg fra Munke Bjergby, der stiller op vegne af Sorø Kommunes Handicapråd, også tidligere har været en del af det røde valgforbund.
- Og vi havde havde Radikale Venstre med, men det var dengang Enhedslisten ikke stillede op. SF ville gerne have haft begge partier med, men så langt var der ikke enighed om, at valgforbundet kunne spænde, siger Linda Nielsen.
I år er Radikale Venstre gået sammen med Moderaterne og den nye lokalliste Sorø Sammen.