Allerede i november sidste år annoncerede blå blok et samlet borgerligt valgforbund i Køge Kommune, og nu har endnu et parti sluttet sig til rækkerne.
- KristenDemokraterne med Jørgen Petersen i spidsen tilslutter sig det borgerlige valgforbund i Køge Kommune.
- Jørgen Petersen skifter fra De Konservative til KristenDemokraterne uden at ændre politisk holdning.
- Det borgerlige valgforbund i Køge inkluderer nu ni partier, herunder Venstre og Nye Borgerlige.
- Valgforbund indgås for at undgå stemmespild og kan give flere mandater samlet set.
- Et valgforbund forpligter ikke til samarbejde efter valget, men betragtes som én kandidatliste ved mandatfordeling.
Det er KristenDemokraterne med Jørgen Petersen i spidsen, der nu er kommet med i det borgerlige valgforbund til valget i november.
- Selv om jeg har skiftet parti til KristenDemokraterne, har jeg jo ikke skiftet holdning, siger Jørgen Petersen, der i mange år har repræsenteret De Konservative i lokalpolitik.
- Jeg har jo hele tiden sagt, at den politik og de værdier som partier på den fløj står for, passer stort set også på KristenDemokraternes landspolitik, så det er helt naturligt, at jeg ønskede at komme med i det blå valgforbund, da jeg blev spurgt. Jeg har jo også lagt vægt på, at der skulle et systemskifte til i Køge kommune, hvor vi står overfor store udfordringer med økonomien, siger han i en pressemeddelelse.
Med i det store valgforbund er Moderaterne, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Konservative, Venstre, Borgernes lokalliste Køge, Corona Camping-listen og nu altså også KristenDemokraterne.
Hvad er et valgforbund?
Valgforbund indgås typisk mellem partier, der står hinanden politisk nær, men det er ikke en betingelse. Hver kandidatliste kan kun indgå ét valgforbund.
Formålet med et valgforbund er at undgå stemmespild. Hvis for eksempel et parti får stemmer til mere end ét mandat, går de overskydende stemmer til et andet parti, der måske mangler stemmerne.
Rent valgteknisk er effekten af et valgforbund, at valgforbundet ved beregning af mandatfordelingen betragtes som én kandidatliste. Det kan altså i nogle tilfælde betyde, at parterne i forbundet tilsammen får et mandat mere, end hvis de ikke indgik i valgforbund.
Et teknisk valgforbund forpligter ikke parterne til at samarbejde efter valget.