Børns lyst til at læse skal styrkes, og til det formål har Lolland Bibliotekerne 900.000 kroner i støtte.
Pengene kommer fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, og de er øremærket til at fremme børns læseglæde fra en tidlig alder og til "at udvikle biblioteket som et inspirerende kultursted for hele familien".
Bevillingen går til projektet Børnenes Bog og Biblioteket, der skaber et fantasifuldt fortælleunivers med bøger til børn i alderen 0 til 6 år, en ny maskot og en række arrangementer, der samler familier om læsning. Det skriver Lolland Kommune i en pressemeddelelse.
Projektet bliver udviklet i tæt samarbejde med børn, forældre og kreative kræfter, skal være med til at gøre en forskel ved at skabe inspirerende rammer og fælles oplevelser omkring bøger og fortællinger.
Martin Boesen, formand for Fritids-, Kultur- og Folkesundhedsudvalget i Lolland Kommune, glæder sig over, at projektet bliver en realitet:
- Det er vigtigt, at vi investerer i børns læselyst og sproglige udvikling, og bibliotekerne er et naturligt omdrejningspunkt for indsatsen. Med projektet viser vi, at biblioteket ikke kun er et sted med bøger, men et levende kulturhus, hvor læselyst og fællesskab vokser, og hvor børn og deres familier kan samles om fortællinger, sprog og leg.