Bor du i Reerslev, Stærkende eller Tune, er det nu du skal beslutte dig, hvis du vil have mulighed for at vælge en fremtidssikret varmeløsning til din bolig.
Hvis du underskriver en aftale om fjernvarme fra Høje Taastrup Fjernvarme senest den 15. september, får du tilsluttet din ejendom gratis.
For at der skal komme fjernvarme til Reerslev, Stærkende og Tune skal der være en tilslutning til fjernvarmen på mindst 60 procent, opgjort efter opvarmet areal.
Høje Taastrup Fjernvarme oplyser, at man kan hjælpe boligejere med en abonnementsordning på fjernvarmeanlægget, så man ikke selv skal tænke på indkøb, opsætning eller vedligeholdelse af anlægget.
- Fjernvarmen er en attraktiv løsning med mange fordele. Det er en stabil, miljøvenlig og nem løsning. I forhold til andre varmekilder, som for eksempel gasfyr, har fjernvarme et lavere klimaaftryk. Desuden er fjernvarmen en fremtidssikret løsning, hvor der er mulighed for at skifte energikilder og tilpasse sig ændringer i energimarkedet, oplyser Høje Taastrup Fjernvarme.
Der er mulighed for at læse mere og tilmelde sig på hjemmesiden htf.dk.