Efter blot en uge som løsgænger har byrådsmedlem Musa Harmanci meldt sig ind i Det Konservative Folkeparti. Det sker i kølvandet på hans udmeldelse af Venstre, som blev offentliggjort den 22. august.
- Musa Harmanci skifter fra Venstre til Det Konservative Folkeparti for at finde et politisk hjem, der afspejler hans værdier.
- Harmanci ønsker at styrke fællesskabet i Furesø gennem helhedsorienteret og ansvarligt samarbejde.
- Det Konservative Folkeparti i Furesø glæder sig over Harmancis tilgang og ser ham som en stærk stemme i udviklingen af kommunen.
- Venstre i Furesø oplever krise med flere afhopper, mens de forbereder sig på at vælge en ny spidskandidat.
- Konservative satser på et lokalt forankret hold med fokus på kernevelfærd og systemskifte i Furesø.
Musa Harmanci begrunder sit partiskifte med et ønske om at finde politisk hjem i en organisation, der afspejler hans værdier og visioner for Furesø.
- Jeg har brugt meget tid på at reflektere over, hvor jeg politisk hører hjemme. Det Konservative Folkeparti står for det helhedsorienterede og ansvarlige samarbejde, jeg tror på. Jeg ønsker at være med til at styrke fællesskabet i Furesø og skabe løsninger, der både tilgodeser borgere, erhvervsliv og foreningsliv. Derfor føles det helt naturligt for mig at tage dette skridt, udtaler Musa Harmanci i en pressemeddelelse.
Læs også
Styrkelse af den konservative gruppe
Hos Det Konservative Folkeparti i Furesø er der stor tilfredshed med den nye tilgang.
- Musa er en engageret og vidende politiker, der har vist, at han brænder for lokalsamfundet. Vi ser frem til at arbejde sammen med ham, og vi er sikre på, at han vil blive en stærk stemme i vores fælles arbejde for at udvikle Furesø, siger gruppeformand og borgmesterkandidat Lars Carstensen.
Harmancis skifte kommer kort tid før kommunalvalget den 18. november, og det styrker Konservatives kandidathold, som blev præsenteret på et opstillingsmøde på Restaurant Furesøbad. Her blev Lars Carstensen officielt udpeget som borgmesterkandidat.
Krise i Venstre
Musa Harmanci er den anden ud af tre Venstre-byrådsmedlemmer, der forlader partiet i denne valgperiode. Tidligere i august trak spidskandidat Jesper Larsen sig med henvisning til arbejdspres, og tilbage i gruppen er nu kun Lars Carpens, der allerede har meddelt, at han ikke genopstiller.
Venstres lokalformand, Niels-Bo Ingvorsen, udtalte i den forbindelse til Sjællandske Nyheder:
– Vi er meget godt på plads, men det bliver hårdt arbejde de næste tre måneder for at gøre kandidaterne kendte i Furesø.
Venstre forventer at vælge ny spidskandidat den 10. september.
Læs også
Vil sikre systemskifte
Med Harmanci på holdet består Konservatives kandidatliste af både erfarne og nye navne. Listen tæller blandt andre viceborgmester Lars Carstensen, skolelærer Rikke Blak-Kristiansen, civilingeniør Egil Hulgård og restauratør Michael Bay Olsen, der for nylig har fået forlænget sin forpagtningsaftale på Furesøbad med Furesø Kommune.
Partiet går til valg på fem mærkesager: Værdig ældrepleje, stærke skoler og dagtilbud, byudvikling med omtanke, et rigt fritids- og kulturliv samt en styrket klima- og naturindsats.
Ifølge partiformand Torben Qvist er målet klart:
- Furesø fortjener en borgmester, der både lytter og handler, og et byråd, der har fokus på kernevelfærden. Med det valgte hold, er vi klar til at tage ansvar og sikre et systemskifte i kommunen.