Grønt valgforbund udvides

Alternativet går i valgforbund med SF, Radikale Venstre og Enhedslisten i Stevns Kommune.

- I november sidste år meddelte SF, Radikale Venstre og Enhedslisten, at de tre partier havde indgået et teknisk valgforbund med fokus på klima og miljø samt demokratisk repræsentation. I samme ombæring gjorde partierne det klart, at Alternativet var meget velkomne, såfremt de stillede op. Hen over de sidste par måneder har de fire grønne partier været i dialog og kan nu offentliggøre, at valgforbundet udvides med deltagelse af Alternativet, skriver de fire partier i en fælles pressemeddelelse.

- I Alternativet er vi glade for at kunne sige ja til invitationen fra Enhedslisten, SF og de Radikale om at indgå i et teknisk valgforbund. Ved at indtræde i dette valgforbund øges muligheden for at styrke de grønne stemmer i kommunalbestyrelsen i Stevns Kommune. Vi er stolte over muligheden for sammen med de øvrige partier at sikre, at den grønne dagsorden også efter kommunalvalget til november vil få en fremtrædende rolle på Stevns. Vi har en unik natur på Stevns, og den skal vi passe på, ikke mindst til glæde for vores børn, børnebørn og oldebørn. Det gøres bedst ved at styrke de grønne partier, skriver tovholder for Alternativet, Jan Allan Andersen.

Også SF, Radikale Venstre og Enhedslisten glæder sig over udvidelsen.

“Enhedslisten Stevns glæder sig over, at Alternativet opstiller i vores kommune og mener, at partiet har en naturlig plads i et valgforbund, som er skabt med fokus på en grøn dagsorden, lyder det fra Enhedslisten. 

"I Radikale glæder vi os over at kunne byde Alternativet velkommen i valgforbundet. Det er vigtigt for os at styrke den grønne stemme markant i kommunalbestyrelsen, og med dette tekniske valgforbund øges muligheden for det, udtaler spidskandidat Line Krogh Lay fra Radikale Venstre.

”SF byder Alternativet velkommen i valgforbundet med åbne arme. Vi tror på, at i det bedste demokrati er de fleste synspunkter repræsenteret, og vi er glade for at være en del af et valgforbund af små partier, så vi mindsker risikoen for stemmespild, samtidigt med at vi sikrer den grønne repræsentation, siger Michael Graakjær med opbakning fra SF's spidskandidat Julie Hoff Sørensen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...