Kast ekstra krymmel på fremtiden med den rigtige pensionsplan

Som par er det vigtigt i god tid at tage en snak om, hvilke forventninger I hver især har til pensionstilværelsen, så I kan planlægge opsparingen derefter. (Arkivfoto).

Som par er det vigtigt i god tid at tage en snak om, hvilke forventninger I hver især har til pensionstilværelsen, så I kan planlægge opsparingen derefter. (Arkivfoto).

Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix

Det kan i den grad betale sig at time og tilrettelægge din pensionsøkonomi i god tid, inden du stempler ud af arbejdsmarkedet.

Men det er der tilsyneladende en hel del danskere, der ikke gør.

I en ny spørgeundersøgelse blandt cirka 1000 personer, som analyseinstituttet Epinion har lavet for pensionsselskabet Sampension, svarer fire ud af ti af de 56-65-årige, at de ikke har en plan for, hvordan de skal få pengene til at passe, når de går på pension.

- Ofte kan man få mere ud af sine penge og sin opsparing ved at få lagt en plan. Det kan for eksempel være ved at strække pengene over en længere periode, lyder det fra Helle Dalsgaard, der er chefrådgiver i Sampension.

Hun peger konkret på ratepensionen, som typisk er sat til at blive udbetalt over 10 år, men hvis perioden forlænges til for eksempel 20 år, er der en gevinst at hente. For når du får udbetalt mindre i ratepension, har du udsigt til at modtage mere i tillæg på din folkepension.

Ifølge beregninger fra Sampension kan en forlængelse af udbetalingsperioden på ratepensionen på sigt potentielt løbe op i hundredtusinder af kroner ekstra på kontoen.

Inden du når så langt i din planlægning, er det dog alfa og omega, at du danner dig et fyldestgørende overblik over din nuværende økonomi, understreger Helle Dalsgaard.

- Man skal lige have gennemgået sin budgetkonto og betalingsoversigt og finde ud af, hvilke udgifter der bliver ved med at være der, efter at man er gået på pension, og hvilke der falder fra, siger hun.

Med overblikket på plads er det tid til at stille dig selv det store spørgsmål: Hvad forventer jeg mig af mit pensionsliv? Sådan lyder rådet fra Louise Lebeck Lund, der er pensionsrådgiver hos pensionsselskabet Danica.

- I mine mere end 20 år som pensionsrådgiver er der sket en ændring i vores samfund, i forhold til den måde vi er pensionister på. I dag har kommende pensionister større drømme om deres pensionstilværelse, end man havde for 30 år siden, siger hun.

I dag forbindes pensionstilværelsen med masser af rejser, oplevelser med børn og børnebørn, dyrkning af nye hobbyer og masser af god mad og vin. Samtidig stiger levealderen støt. Derfor skal der flere penge til, og måske betyder det, at du skal skrue op for opsparingen nu.

- Det er vigtigt i den aldersgruppe fra 56 til 65 år, at man spørger sig selv, hvor meget krymmel på kransekagen man kan skære fra nu, så der kan komme lidt ekstra krymmel på kransekagen, når lønnen ikke længere er der, siger Louise Lebeck Lund og peger på, at blot 2000 kroner ekstra på pensionsopsparingen om måneden hurtigt kan blive til mange penge.

Et andet sted, der kan være ekstra penge at hente, er i friværdien i dit hus eller lejlighed.

- Har man fået nedbragt meget af boliggælden, kan man bruge af sine mursten, så man får gavn og glæde af de penge, mens man er her, siger Louise Lebeck Lund og fortsætter:

- Det kan være, man ønsker at invitere sine børn og børnebørn på en rejse, eller man vil gerne hjælpe sine børn med udbetalingen på et hus. Vi kan mærke som pensionsrådgivere, at flere seniorer vægter den form for likviditet og overskud.

/ritzau fokus/

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...