I det hvide støv finder kollegaerne endelig den sorte handske – med Marius' afskårne fingre i

Det er onsdag den 28. august 2024. Klokken er 10:46. Marius-Adrian Caldaraiu har lige set sin højre handske forsvinde gennem et rotorblad, som flytter ekspanderende vulkanske sten. Med handsken forsvandt også hans tommelfinger, pegefinger, langfinger og halvdelen af ringfingeren. Nu står han med resterne af hånden, hvorfra blodet strømmer. 

Han begynder at skrige. Højlydt.

Skrigene overdøver lyden fra produktionens buldren og finder vej til kollegerne på fabrikken Nordisk Perlite i Hillerød. I starten kan kollegaerne ikke høre hans skrig. Med de høje lyde fra gasovne og produktionsanlæggene er det almindeligt, at man råber for at tale i produktionshallen

Skrigenes insisteren får alligevel en polsk kollega til at forstå alvoren.

Han var til stede den 28. august, men er ikke længere ansat på Nordisk Perlite og ønsker at være anonym. Vi kalder ham Jakub.

Jakub styrter forvirret rundt for at finde skrigenes afsender. Efter et, to måske tre minutter, finder han Marius-Adrian Caldaraiu, der ligger på en platform ved siden af den silo, hvor han for få øjeblikke siden havde arbejdet.

Jakub får råbt, at der skal tilkaldes en ambulance og hjælper Marius-Adrian Caldaraiu ned sammen med en kollega.

De fører Marius-Adrian Caldaraiu ind i fabrikkens pauserum, hvor han som det første beder om et glas vand. Det er først her, det går op fra Jakub, hvad der egentlig er sket med Marius-Adrian Caldaraiu’ hånd.

Blodet antydede en vis alvor. Men hånden var ikke bare forslået eller skåret. Fingrene var mast af.

Nordisk Perlite ligger nær den lille by Hammersholt. Ti minutter fra stationen i Hillerød og godt en halv kilometer i fugleflugt fra Hillerød Lilleskole. Her har fabrikken ligget siden årtusindeskiftet og produceret perlite, som kan bruges til isolering, filtrering og til at forbedre planternes iltoptag, hvis det blandes i jorden.

Perlite er egentlig en vulkansk sten, som udvindes fra miner – primært i Grækenland og Tyrkiet. Stenen har en særlig egenskab, fordi den indeholder vand. 

Hvis man hurtigt varmer den op omkring 1000 grader celsius, ekspanderer perliten op til 20 gange sin oprindelige størrelse – lidt ligesom majs, der bliver til popcorn.

Drømmen om Danmark

Det var netop den poppede perlite, som Marius-Adrian Caldaraiu ville skubbe ind i en cellesluse få øjeblikke inden ulykken, da rotorbladene pludseligt snuppede fingrene.

Marius-Adrian Caldaraiu er i dag 35 år og kommer fra Rumænien. I 2018 kom han til Danmark for at arbejde. Ligesom mange andre østeuropæere var det de lovende arbejdsforhold og den gode løn, der fik ham til at vælge Danmark. Her fik han hurtigt et arbejde i Hillerød Kommune med at gøre rent i børnehaver.

Det job var han glad for.

I hvert fald indtil han fik ny chef, han ikke brød sig om. Så hellere sige op, tænkte han, og gjorde netop det. Derefter hjalp jobcentret ham med at finde et nyt arbejde. Det førte ham til Nordisk Perlite.

Her startede han den 10. maj 2024 – 109 dage før han mister tre en halv finger på højre hånd.

Det var måske ikke drømmejobbet, men en fin ny begyndelse.

Fra sit hjem i Hillerød kunne han cykle eller tage en bus til fabrikken, så selvom lønnen ifølge Marius-Adrian Caldaraiu ikke var så god som rengøringsjobbet, var det nemt at komme på arbejde og rart at lave noget.

Slusen står på klem

Marius-Adrian Caldaraiu var altså stadig relativ ny i jobbet, da han mødte ind den 28. august 2024. Og den dag bød på en ny opgave for Marius-Adrian Caldaraiu, da der gik hul på en filterpose i en silo, hvor perliten bliver pakket. En erfaren kollega prøvede i første omgang sammen med Marius-Adrian Caldaraiu at finde hullet ved at undersøge siloens top.

Det lykkedes ikke, så i stedet prøvede de fra siloens bund.

Den erfarne kollega åbnede en lem ved siloen for at sikre, at den var tom. Det var den ikke, så han lukkede lemmen og bad en tredje kollega om at tænde rotorbladene, så siloen blev tømt. Herefter forlod den erfarne kollega Marius-Adrian Caldaraiu for at finde nogle batterier.

Inden han efterlod Marius-Adrian Caldaraiu alene med opgaven, bad han ham blæse trykluft gennem et lille hul i siloen for at få det sidste perlite ud.

Marius-Adrian Caldaraiu bemærkede, at lemmen til siloen stod på klem, selvom celleslusen kørte.

Efter lidt tid ville han tjekke om siloen var tom.

Han åbnede derfor lemmen, hvor han fik øje på noget perlite, som han skubbede ned i celleslusen, hvor rotorbladene pludseligt greb fat i handsken og trak fingrene med.

Der er to versioner, der forklarer, hvorfor celleslusen var i gang.

I Arbejdstilsynets rapport fra et tilsynsbesøg dagen efter ulykken, fremgår det, at celleslusen allerede var i gang, da Marius-Adrian Caldaraiu ville skubbe perliten ned i celleslusen. I forbindelse med besøget har Arbejdstilsynet talt med den erfarne kollega samt produktionschefen, administrationschefen og direktøren, Jannick Knudsen.

I den anmeldelse, som produktionschefen fra Nordisk Perlite har lavet til forsikringsselskabet den 2. september 2024 om ulykken, fem dage efter den fandt sted, fremgår det, at Marius-Adrian Caldaraiu ”fik åbnet en luge og stak hånden ind hvorefter der blev tændt for slusen ved andet steds”.

Umiddelbart er det centrale heller ikke, hvorfor den var kørte, men derimod hvordan den kunne køre, mens lemmen var åben, så ansatte kunne få adgang til de roterende dele.

Det burde Nordisk Perlite have sikret, at den ikke kunne.

Amputationsadvarsler

Arbejdstilsynet giver derfor Nordisk Perlite et strakspåbud under tilsynsbesøget den 29. august. Strakspåbudet betyder, at celleslusen og siloen ikke må bruges, før det er bragt i orden.

Spørgsmålet er, om ulykken kunne være undgået, hvis Nordisk Perlite havde lyttet til de mange advarselslamper fra Arbejdstilsynet.

Siden 2016 har Nordisk Perlite nemlig fået 42 påbud og strakspåbud fra Arbejdstilsynet. Det seneste påbud har de fået i januar i 2025 - altså for otte måneder siden.

For eksempel får de et strakspåbud den 14. marts 2018. Hvis en ansat kommer i berøring med farlige kæde- og remtræk, er der en risiko for ”alvorlig personskade, som fx amputation af legemsdele”, skriver Arbejdstilsynet.

Den 3. maj 2019 er den gal igen. Nordisk Perlite får et strakspåbud. ”Det vurderes, at kunne føre til alvorlig personskade som f.eks. knoglebrud eller amputation af legemsdele, hvis en ansat får legemsdele i klemme mellem tandhjul og kæder”, skriver tilsynet.

Og den 8. november 2022 får Nordisk Perlite endnu et strakspåbud, fordi der er risiko for amputation ved en maskine på procesanlægget. På et billede, som Arbejdstilsynets tilsynsførende har taget under besøget, demonstrerer han, hvordan det er muligt at stikke sin hånd direkte ind til bevægelige maskindele, fordi der er lavet håndstore huller i den sikkerhedsskærm, der ellers var på maskinen.

Virksomheden vidste altså, at der flere steder på fabrikken var risici for, at dens ansatte kunne miste lemmer som for eksempel en tommelfinger, en pegefinger, en langfinger og en halv ringfinger.

Man skulle jo håbe, at man gerne ville rette hele vejen rundt, og ikke bare lige brandslukke der, hvor Arbejdstilsynet har påpeget det.

Kent Jacob Nielsen

Ifølge Kent Jacob Nielsen, seniorforsker på afdelingen Arbejds- og Miljømedicin på Regionshospitalet Gødstrup, ville en ansvarlig ledelse have brugt de mange og gentagne advarsler fra Arbejdstilsynet, som en anledning til at undersøge om der var lignende risici andre steder i fabrikken.

- Man skulle jo håbe, at man gerne ville rette hele vejen rundt, og ikke bare lige brandslukke der, hvor Arbejdstilsynet har påpeget det, siger han.

Men brandslukning er flere gange, hvad der sker.

“Please, stop”

For Marius-Adrian Caldaraius ulykke er ikke den eneste alvorlige ulykke, der har været på Nordisk Perlite.

I 2017 falder Jacob Städe omkring 2,5 meter ned fra en wienerstige, mens han er i gang med at bore et hul i en kabelbakke. Han brækker hælen og er efterfølgende sygemeldt i 12-13 uger og har i dag et permanent mén i anklen.

Efter ulykken stoppede Nordisk Perlite med at bruge wienerstiger til den slags opgaver. I stedet ville de fremover bruge stillads og faldliner, så det ikke kunne ske igen.

Jacob Städe er ikke længere ansat på Nordisk Perlite. Alt i alt var han dog glad for at være der. Om ulykken fortæller han, at virksomheden burde have sikret, at arbejdet foregik på en anden måde, men vedkender sig også et ansvar.

- Det er da lidt min egen skyld, for jeg kunne da bare have brugt hjernen lidt, siger han.

Den 6. februar 2023 får Nordisk Perlite endnu et strakspåbud efter en ulykke. Arbejdstilsynet rykker ud, fordi Gheorghe-Cristian Bartos er blevet trukket ind i en af virksomhedens sækkepresser, som presser perlitesækkene 15 centimer flade.

Gheorghe-Christian Bartos fortæller, at han sad fast i sækkepresseren i tre minutter, mens den langsomt trak ham længere ind.

- På de tre minutter bad jeg til alt og alle. Please, stop. Please, stop. Please, stop. Der var så højt, at der ikke altid var nogle, der hørte, når man råbte og skreg, fortæller Gheorghe-Christian Bartos, der oprindeligt kommer fra Rumænien, men har boet i Danmark siden 1999. I dag er han ikke længere ansat på Nordisk Perlite.

Maskinen blev stoppet, da en supervisor trak ledningen ud af stikket. Der var nemlig ikke monteret et nødstop på sækkepresseren, som kunne afbryde strømmen under akutte situationer.

Hvis Gheorghe-Christian Bartos var trukket hele vejen igennem, ville han med al sandsynlighed være død, vurderer Jan Hartvigsen, professor på Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet.

- De indre organer ville tage skade. Jeg vurderer, at brystkassen ville blive knust for slet ikke at tale om kraniet, siger han.

På grund af de risici der er forbundet med sækkepresserne, forbyder Arbejdstilsynet Nordisk Perlite at bruge dem, før det kan ske forsvarligt. Arbejdstilsynets bemærker desuden, at brugen af sækkepresser udgør en risiko for amputation af legemsdele

I Arbejdstilsynets rapport siger den nuværende ejerleder af Nordisk Perlite, Jannick Knudsen, at sækkepresserne formentlig er fra år 2000 – fra dengang, hvor Nordisk Perlite flyttede til Hillerød. Derudover kender Jannick Knudsen ikke producenten, han ved ikke hvor brugsanvisningen til sækkepresseren er, eller om den overhovedet eksisterer.

Ifølge en tidligere ansat, vi har talt med, monterede Nordisk Perlite efter ulykken et nødstop på sækkepresserne.

To dage for sent

Tilbage til den 28. august 2024 bliver Marius-Adrian Caldaraiu kørt på hospitalet i en ambulance, hvor han forbliver den næste måneds tid.

Her tager lægerne billeder af hånden. Det ligner … ja, en hånd, hvor tre – næsten fire – fingre netop er mast af. Der er kødrøde pletter, hvor der engang var fingre. Det ligner en hånd, der ikke længere kan arbejde. Det ligner en hånd, der ikke længere kan indfri Marius-Adrian Caldaraiu drømme om et bedre liv, som var hele grunden til, at han arbejdede i Danmark og på Nordisk Perlite til at begynde med.

På fabrikken dukker politiet op. Her beder de virksomheden om at finde de afklemte fingre, som ligger sammen med perliten. Ifølge Jakub tømmer han og hans kollegaer de kasser med perlite på gulvet, hvor de formoder at fingrene må være i.

Forsigtigt ligger de på knæ og banker på den snehvide perlite for at finde de ujævnheder, fingrene måtte give i støvet.

Til sidst finder de fingrene, som stadig ligger i den sorte handske, Marius-Adrian Caldaraiu havde haft på.

Da fingrene er fundet, kommer Jannick Knudsen med en øl og lidt mad, som de ansatte kan sunde sig på. Der bliver tilkaldt en krisepsykolog, og de ansatte, der har brug for at holde fri, kan gøre det med fuld løn.

Og to dage efter ulykken monterer de en sikkerhedssensor på celleslusen, så den ikke kan rotere, hvis lemmen til siloen er åben.

“Fuldstændig ad hoc”

Ifølge Jakub var det kun et spørgsmål om tid, før der ville ske en alvorlig ulykke.

- Alle ved, at det kunne ske. Denne dag, dagen efter eller en anden dag. Det vidste alle, siger han.

På trods af, at Nordisk Perlite siden 2016 mindst fire gange er blevet advaret om, at der fire forskellige steder i produktionen er en risiko for, at ansatte mister legemer ved amputation, skulle Marius-Adrian Caldaraiu miste 3,5 finger før celleslusen blev ordentlig sikret.

- Det viser, at de ikke prioriterer arbejdsmiljøet. Det er fuldstændig ad hoc – de gør kun noget, når noget går galt, siger Peter Hasle, professor i arbejdsmiljø på Syddansk Universitet.

Den 11. marts 2025 får Nordisk Perlite et bødeforlæg på 110.700 kroner af Nordsjællands Politi for at have forsømt sit ansvar som arbejdsgiver under Marius-Adrian Caldarais ulykke.

Den bøde accepterer Nordisk Perlite at betale, men det er ikke altid kutyme.

I sagen om Jacob Städe, der faldt fra en wienerstige, mente virksomheden, at den var uskyldig. Sagen endte i byretten. Retten i Hillerød dømte efter retshandlingen Nordisk Perlite til at betale en bøde på 60.000 kroner som følge af ulykken.

Arbejdstilsynet har også givet en bøde for arbejdsulykken, hvor Gheorghe-Christian Bartos blev trukket ind i en sækkepresser. 2,5 år efter ulykken har Nordsjællands Politi endnu ikke besluttet, om de rejser tiltale mod Nordisk Perlite.

Dagligdagens fængsel

Den 21. maj i år besøger vi Marius-Adrian Caldaraiu. Han bor i en lille lejlighed, som ligger på Fredskovshellet i Hillerød. Det er et område, hvor de udenlandske nummerplader fylder på parkeringspladsen.

I lejligheden står tegn på det liv, Marius-Adrian Caldaraiu levede, før han mistede 3,5 finger på højre hånd. Han elsker musik og nød at spille saxofon. I hjørnet står en riffel, der var en af hans hobbyer. På en væg hænger en dartskive, hvor pilene sidder langt fra det røde øje i midten.

Han får dagene til at gå med “dumme” Netflix-serier, som man kan se uden rigtig at følge med. Han er særligt glad for japanske animationsserier. Daglige opgaver er en kamp, og han må se Youtube-videoer for at finde ud af, hvordan man bruger forskellige redskaber med venstre hånd.

- Det føles som om, jeg sidder i et fængsel, siger han.

I starten efter ulykken var hans venner gode til at komme og hjælpe med rengøring, indkøb og madlavning. Men for hver dag der går, bliver venstre hånd en lidt bedre følgesvend, og nu kan han for eksempel selv koge et æg.

Han prøver også at løbe ture igen. Det er dog ikke nemt, for det gør ondt i resterne af højre hånd, når blodet strømmer rundt i kroppen. Og det gør ondt, når vinden rammer stumperne, hvor fingrene en gang sad.

En farlig fabrik

Nordisk Perlite har han ikke meget tilovers for.

- Den er hundrede procent farlig. Den burde lukke, konstaterer han.

Han fremhæver manglende oplæring, slidte maskiner, lappeløsninger, når ting går galt, og kollegaer, der ikke kan tale sammen, fordi ingen kan dansk i produktionen og kun få kan engelsk. Og så kalder han det “vanvittigt”, at Nordisk Perlite blot to dage efter ulykken installerer en sikkerhedssensor på celleslusen.

- Med det ville jeg stadig have mine fingre, siger han bebrejdende.

Efter ulykken har hans forhold til Nordisk Perlite været usikkert. Marius-Adrian Caldaraiu fortæller, at de løbende har kontaktet ham for at opklare, hvornår han kunne komme tilbage, og hvad han kunne lave. Han oplever dem som utålmodige og har fortalt dem, at han ikke kan give et klart svar, fordi han stadig går på hospitalet, mangler en operation og en endelig afgørelse fra forsikringen.

En dag får Marius-Adrian Caldaraiu så en besked i E-boks. Det er jobcentret, der skriver, fordi Marius-Adrian Caldaraiu åbenbart er blevet opsagt og meldt ledig fra Nordisk Perlite. Det er i hvert fald der, det går op for ham, at han er blevet opsagt. 

Ifølge Nordisk Perlite blev han orienteret om ophør af ansættelsesforholdet på et møde i februar, da Marius-Adrian Caldaraiu ifølge virksomhedens ledelse “selv udtalte, at han ikke kunne se sig selv komme tilbage og arbejde i virksomheden”.

Mens vi taler om ulykken, tiden på Nordisk Perlite, knuste drømme og en usikker fremtid, gemmer Marius-Adrian Caldaraiu sin højre hånd i lommen på sine løsthængende shorts. Det gør han også, når han er ude og handle, for han kan ikke lide, når folk kigger på den.

Det er ikke kun for os, han skjuler hånden.

En halv mand

Her, et år efter ulykken, har han stadig ikke fortalt sin mor og far i Rumænien, at han ikke længere har alle fingrene på højre hånd. At han konstant går på hospitalet, og at han ikke længere ved hvilken fremtid, han har udsigt til.

Han drømte om at tjene gode penge, så livet kunne leves fornuftigt. Leve sammen med en kone og børn i et hus, han selv ejede.

Egentlig var planen, at det liv skulle være i Rumænien, men efterhånden som tiden gik i Danmark, blev idéen om en tilværelse her mere og mere tiltrækkende.

Efter ulykken syntes intet af det muligt.

En familie har brug for, at jeg har kræfter. At jeg kan tjene penge og sikre dem i livet. Men hvad kan jeg? Jeg har en halv mand nu.

Marius-Adrian Caldaraiu

To måneder efter ulykken slog Marius-Adrian Caldaraiu op med sin kæreste. De havde været sammen i halvandet år, men han syntes ikke det liv, han nu kunne tilbyde hende, var rimeligt.

- En familie har brug for, at jeg har kræfter. At jeg kan tjene penge og sikre dem i livet. Men hvad kan jeg? Jeg har en halv mand nu.

En bitter smag

I december fik Marius-Adrian Caldaraiu anerkendt en arbejdsskade med en tabt arbejdsevne på mindst 45 procent og fik en erstatning på 456.075 kroner. Det ser han som peanuts sammenlignet med, hvad han kunne tjene med sin højre hånd gennem livet.

Sagen er endnu ikke afsluttet, fordi Arbejdsmarkedets Erhvervssikring tidligst kan fastslå den endelige méngrad, når hånden ikke længere skal opereres. Den sidste operation er foreløbig planlagt til november.

Det frustrerer Marius-Adrian Caldaraiu. Kan han da ikke bare komme videre med sit liv i stedet for at være fastholdt i det danske bureaukrati, spørger han flere gange.

Når han tør tænke lidt på fremtiden, vil han bruge pengene fra sin erstatning på at færdiggøre sin økonomiuddannelse i Rumænien. Han bliver nødt til at finde noget at leve af, der ikke kræver to hænder, for det var alt han kunne, og noget han nød.

Tilbage sidder han med en bitter smag i munden.

Det samfund, han var stillet i udsigt, er pillet fra hinanden, når en virksomhed som Nordisk Perlite kan få lov til at eksistere. Han sammenligner forholdene på fabrikken med noget, man finder i Afghanistan, Pakistan eller Indien. Og han mener, at den ville blive lukket med det samme i hjemlandet Rumænien.

Det var ikke, hvad han forventede, da han valgte Danmark.