Der indløber fortsat anmeldelser om svindel mod ældre. I Midt- og Vestsjællands Politikreds er det sket fire gange inden for de seneste døgn - i Holbæk, Solrød, Osted og Køge.
I alle tilfælde er ofrene kvinder, som i løbet af mandagen blev kontaktet af enten "banken" eller "politiet", som sagde at der var tegn på svindel på deres konto. I Køge blev en kvinde i 80´erne franarret sit dankort, da en falsk bankmand fra "Nordea" skabte frygt for hacking af hendes konto. Der blev efterfølgende hævet 15.000 kroner.
I Osted mistede en kvinde i 80´erne 15.000 kroner, da hun mandag middag blev franarret dankort og kode af en medarbejder fra "Nordea".
I Havdrup blev en kvinde i 90´erne mandag eftermiddag ringet op og overtalt til at udlevere sit kort til en mand, som dukkede op hjemme hos hende. Heldigvis kunne kvinden ikke huske sin pin-kode, så hun ringede til et familiemedlem, som spærrede kortet og anmeldte sagen.
En ældre kvinde i 90´erne fra Holbæk blev mandag ringet op af en svindler som forsøgte at franarre kvinden hendes dankort, men det var ikke lykkedes. Datteren anmeldte sagen og fortalte, at moderen før var blevet franarret sit dankort, så nu havde hun sørget for, at der ikke stod ret mange penge på moderens kontoen.
Udeladt nummer
Næsten alle ofrene er kendt med offentligt telefonnummer. Det får politiet til at give et godt råd videre:
- Udeladt nummer hjælper. Et godt sted at hjælpe sine ældre pårørende er ved at sørge for de får udeladt nummer. Så vises deres nummer fortsat når de ringer til nogen, men det fremgår ikke af offentlige søgemaskiner, hvor bedragerne typisk finder deres ofre ud fra navne på de ældre årgange, lyder det fra Midt- og Vestsjællands Politi.