To somre i træk har Vestbad været lukket, selvom skatteborgerne har betalt for at kunne hoppe i poolen. Det er en tør skandale og et svigt, der stinker værre end kloret i bassinet.
- Dette debatindlæg udtrykker afsenderens holdning.
- Hvis du selv ønsker at deltage i debatten hos sn.dk, kan du klikke her.
I november 2024 bevilgede Brøndby og Rødovre Kommuner hver 3,5 millioner kroner til Vestbad oven i det allerede høje driftstilskud.
Og pengene blev givet med henvisning til “akutte behov” og tekniske problemer, men forvaltningen kunne ikke forklare præcis, hvad de syv millioner skulle bruges til.
Jeg sad selv som suppleant i Brøndby Kommunalbestyrelse, da bevillingen blev givet den 13. november 2024, og jeg stemte imod sammen med fem andre. Alligevel blev forslaget vedtaget med de socialdemokratiske stemmer, dog uden opbakning fra formanden for teknik- og miljøudvalget, Finn Andersen.
Dansk Folkeparti mener ikke, man kan kaste millioner efter en driftstruet institution uden klare svar, ansvar og gennemsigtighed. Borgerne har betalt ekstra for at få Vestbad åbnet til sommersæsonen, ikke et, men to år i træk. Resultatet? Ingenting.
Somre uden friluftsbad. Hvor bliver borgernes penge af? Hvor er friluftsbadet blevet af?
Det handler ikke bare om klor og fliser. Det handler om tillid til, at kommunen passer på skatteborgernes penge og holder, hvad den lover. Vestbad trænger til en gevaldig oprydning og en administrativ rekonstruktion.
Det skylder vi borgerne i Brøndby og Rødovre.
Svar fra Vestbad
Af Henning Elmelund (S) og Vagn Kjær-Hansen, medlemmer af Vestbads bestyrelse
Det er beklageligt, at Vestbad har været lukket over flere omgange, og at Friluftsbadet kun har kunnet holde åbent i begrænsede perioder de seneste somre. Det er en situation, der har skuffet mange borgere.
Baggrunden for udfordringerne består blandt andet i nedfaldne loftsplader og et kraftigt skybrud i 2024, der påførte anlægget alvorlige skader på de tekniske installationer. Det førte til en række utilsigtede følgevirkninger, som desværre fik direkte betydning for muligheden for at holde Vestbad åbent periodevist og Friluftsbadet åbent hele sæsonen i år.
Friluftsbadet er nu igen åbent, og Brøndby og Rødovre Kommuner står skulder ved skulder om at sikre, at Vestbad fremadrettet drives stabilt og til gavn for borgerne. Vi har tillid til, at de midler, der investeres, forvaltes med omtanke og ansvarlighed, så vi kan levere et friluftsbad, som borgerne kan være stolte af – både nu og i de kommende år.
Kortholderne og foreningerne fik refusion, mens der var lukket.