10-årige Atle elsker at snitte: - Vi har en Playstation men bruger den ikke så meget

Weekendens Gøngemarked var velbesøgt.

Atle Matras havde sammen med sin bror snittet de knive og skeer, de solgte på markedet.

Atle Matras havde sammen med sin bror snittet de knive og skeer, de solgte på markedet.

Foto: Nina Lise

Duften af røg og lyden af trommer fyldte luften. Alle stoppede op og vendte blikket mod lyden. Først kom de røde faner majestætisk til syne blandt de grønne træer. Så kom gøglerne og efter dem kongen og hans følge. Et højt kanonskud fik det til at gippe i forsamlingen.

Den Korte Version
  • Søndagens gøngemarked startede med en gudstjeneste, og der var en god strøm af besøgende fra morgenstunden.
  • Familien Matras fra Møn solgte sløjdvarer og hjemmelavet te, mens børnene lærte historie gennem markedets aktiviteter.
  • Sydsjællands Rollespilsforening tilbød bueskydning og styrkede det sociale sammenhold blandt medlemmerne.
  • Pernille Kjær Voss, næstformand i rollespilsforeningen, fremhævede pigernes deltagelse i rollespil på markedet.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Søndagens Gøngemarked var skudt i gang. Dagen startede med optog og gudstjeneste i det fri, og fra morgenstunden var der en pæn strøm af gæster.

- Lørdag var der rigtig godt med besøgende, rigtig godt vejr og god stemning hele dagen, lød det fra scenen med opfordring til at fortsætte søndagen i samme stil og være rundhåndet ved boderne.

Historieundervisning i det fri

Blandt dem, der havde haft godt salg lørdag, var familien Matras, der havde taget turen fra Møn for at sælge sløjdvarer, hjemmelavet te, hætter og hæklerier.

- Mange af Roars ting har taget en time at lave. Jeg har lavet en, der tog fire måneder - den er ikke med her, fortæller 10-årige Atle Matras og viser de træskeer og træknive frem, han og hans bror Roar Matras på snart 12 år har snittet.

Otte-årige Nanna Matras er i gang med at hækle. Måske bliver det til en krave.
Otte-årige Nanna Matras er i gang med at hækle. Måske bliver det til en krave. Foto: Nina Lise

For Atle Matras er det sjovt at håndtere skarpe snitteknive. Og så kan han godt lide at lave noget, man kan bruge bagefter. Søskendeflokken på fire har en Playstation, men de bruger den ikke så meget, siger han.

Til gengæld er deres dragter så detaljerede, at man føler sig hensat til Svend Gønge Poulsen og Frederik III's tid. Det er der ifølge drengenes mor, Michelle Matras Gudmundsen, flere grunde til.

- Jeg er æstetiker til fingerspidserne. Og folk på markedet sætter pris på æstetikken. Det skal ikke se industriproduceret ud, forklarer Michelle Matras Gudmundsen.

Hun hjemmeskoler sine børn og har talt med dem om middelalder, renæssance og barok. Denne weekend får de historieundervisningen levendegjort på gøngemarkedet.

- Det er ligesom at have en temauge. Pigerne på fire og otte har lært at hækle, drengene har snittet, og de får lov at tjene deres egne penge. Det er stort for dem, fortæller Michelle Matras Gudmundsen.

Rollespil er ikke kun for mænd og drenge, fastslår Pernille Kjær Voss, næstformand i Sydsjællands Rollespilsforening.
Rollespil er ikke kun for mænd og drenge, fastslår Pernille Kjær Voss, næstformand i Sydsjællands Rollespilsforening. Foto: Nina Lise

Baronesse med bue og pil

Ikke langt derfra kan børn i alle aldre lære at skyde med bue og pil. Det er Sydsjællands Rollespilsforening, der har slået lejr med skydebane og kamparena.

Synlighed er første skridt til at få nye medlemmer, men først og fremmest er de med på markedet for at skabe et sted for børnene. Og så er det hyggeligt og gavner det sociale sammenhold i foreningen.

- Vi bor mange forskellige steder og mødes normalt kun én gang om måneden. Så det her giver os lidt lejrliv og knytter os tættere sammen, siger Pernille Kjær Voss, næstformand i Sydsjællands Rollespilsforening.

Hun optræder på Gøngemarkedet som baronesse i en udklædning, der på en varm sensommerdag kræver masser af skygge. Til gengæld får hun sat kvinderne i fokus.

- Vi får vist, at det ikke kun er drenge og mænd, der spiller rollespil. Pigerne er også godt med.

Gudstjenesten i det fri var velbesøgt.
Gudstjenesten i det fri var velbesøgt. Foto: Nina Lise
Fanebærere gik forrest, da kongen i røg og damp ankom til markedet.
Fanebærere gik forrest, da kongen i røg og damp ankom til markedet. Foto: Nina Lise

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...