Hillerød Kirke inviterer torsdag den 11. september kl. 19 til foredragsaften.
Med udgangspunkt i sin bog "De Grænseløse" vil Bent Meier Sørensen stille skarpt på, hvordan mange i et samfund præget af global uro og ulighed alt for nemt lader sig styre og invadere af magtfulde techgiganter og deres digitale platforme. Platforme, som ifølge forfatteren former vores tanker, opmærksomhed, hverdagsliv og handlinger, uden at mange yder den store modstand.
- Vi er for længst blevet invaderet af teknologi og skærme. Vi er nu også i fare for at blive invaderet militært. Men særligt er vi ramt af en åndelig invasion, der har nedbrudt vores opfattelse af rigtigt og forkert, stjålet vores opmærksomhed og gjort mange børn ude af stand til at lege eller læse en bog, skriver Bent Meier Sørensen om sit foredrag i en pressemeddelelse.
Efter foredraget lægges der op til debat og samtale.