Vi konservative har foreslået at indføre ens retningslinjer for mobilfri skoler i hele kommunen. Nu har jeg kunnet læse i et læserbrev fra De Radikale, at de synes, det er en dårlig idé.
- Dette debatindlæg udtrykker afsenderens holdning.
- Hvis du selv ønsker at deltage i debatten hos sn.dk, kan du klikke her.
Det er rigtigt, at flere af vores folkeskoler allerede arbejder med mobilfrihed – og det er godt – men der er forskel på, hvordan det bliver gjort. Vi vægter som udgangspunkt den lokale selvbestemmelse højt og ønsker altid at indgå i dialog med den enkelte skole. Men lige præcis her mener vi, at sagen er så vigtig for elevernes trivsel og læring, at der er behov for en overordnet, fælles ramme på tværs af hele kommunen.
Med vores forslag ønsker vi at skabe en fælles retning, så alle elever – uanset hvilken skole de går på – oplever de samme tydelige rammer. Det handler ikke om at begrænse brugen af digitale læringsmidler, som selvfølgelig fortsat skal være en del af undervisningen, men om at sikre, at mobiltelefonen ikke forstyrrer læring og sociale relationer.
Trivselskommissionen og Børns Vilkår peger netop på mobilfrihed som et vigtigt værktøj til at styrke børns trivsel. Erfaringer fra både danske og udenlandske skoler viser, at fraværet af mobiler giver bedre koncentration, øger nærværet og mindsker konflikter – også i frikvartererne.
Vi er glade for, at flere skoler allerede har taget initiativ på området, men vi mener, at det er byrådets opgave at sikre ens rammer for alle. Derfor skal vores forslag behandles på det kommende byrådsmøde, hvor vi ser frem til en konstruktiv debat med alle partier.
Målet er enkelt: at give alle børn i Solrød de bedste muligheder for at lære, udvikle sig og trives – uden unødvendige forstyrrelser fra mobiltelefonen.