I sidste uge lagde Sankt Helene Feriecenter i Tisvilde rammer til et helt særligt besøg: 24 ukrainske drenge og piger fra Mykolajiv-regionen deltog i en sommercamp med fokus på fodbold, fællesskab og kulturmøde.
Under opholdet trænede de ukrainske spillere sammen med lokale ungdomsspillere fra Vejby Tisvilde Fodbold, og der blev spillet venskabskampe – drengene mod Vejby Tisvilde og pigerne mod Helsinge Fodbold. Campen bød også på fællesspisning og sociale aktiviteter, hvor nye venskaber blev knyttet på tværs af sprog og landegrænser.

Besøget var en del af projektet Idrætsfællesskab Mykolajiv–Danmark, som har til formål at styrke trivsel og demokratisk dannelse gennem idræt. Bag initiativet står Favrholm IK og NGOen Hjælp Ukrainske Børn i samarbejde med DGI Nordsjælland og en række støtter herunder Tana Copenhagen, Consultants For Development, Rotary, Lions, Rema1000 Vejby, Vejby IFs Venner, Vejby Oktoberfest og ngo'en Women for Ukraine.
En reception med deltagelse af Ukraines ambassadør i Danmark, Andrii Yanevskyi og Gribskovs borgmester Bent Hansen, satte et flot punktum for en uge fyldt med oplevelser og fællesskab.
Der arbejdes allerede på at gentage succesen næste år, skriver DGI Nordsjælland i en pressemeddelelse.