Person er kommet alvorligt til skade i uheld på Sydmotorvejen

Flere biler er lørdag stødt sammen i et uheld på Sydmotorvejen, hvor en person er kommet alvorligt til skade

En person er lørdag kommet alvorligt til skade i et færdselsuheld på Sydmotorvejen, skriver Midt- og Vestsjællands Politi på X.

De pårørende er underrettet, tilføjer politikredsen.

- Der er lang kø, og der er p.t. ingen tidshorisont for åbning af Sydmotorvejen, skriver politikredsen i opslaget.

Uheldet er sket på E47 nær Lellinge, viser Vejdirektoratets trafikkort.

Vejdirektoratet skriver på X, at vejen forventes genåbnet i løbet af aftenen, og at politi og redning er på stedet.

Tidligere lørdag aften skrev Midt- og Vestsjællands Politi i et andet opslag på X, at flere biler var stødt sammen på motorvejen.

Politikredsen skrev, at motorvejen var spærret som følge af færdselsuheldet.

En bilinspektør skal først undersøge uheldsstedet, lyder det.

En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker. Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.

/ritzau/

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...