Amerikansk bestsellerforfatter og Netflix-producer i Danmark for at skrive sit næste manuskript

Bestsellerforfatter og Netflix-producer Tembi Locke (tv.) har været i Fredensborg for at få inspiration

Bestsellerforfatter og Netflix-producer Tembi Locke (tv.) har været i Fredensborg for at få inspiration

Foto: Hamlet’s Hideaway

New York Times-bestseller og skaber af Netflix-serien From Scratch, Tembi Locke, har netop besøgt Egelund Slot ved Fredensborg for at skrive på sit næste manuskript. 

Den amerikanske stjerneforfatter, manuskriptforfatter, skuespiller og producer og seks andre internationale historiefortællere var inviteret af det lokale forfatter-refugium Hamlet’s Hideaway.

- Det har været en kreativt berigende og transformerende oplevelse at besøge det her sted. Hamlet’s Hideaway tilbyder den intime og sjældne gave, det er at dele fortællinger om menneskelige erfaringer og fantasi. Det er dybt inspirerende at være her. En påmindelse om, at historier kan forandre liv og dermed også verden, lyder det i en pressemeddelelse fra Tembi Locke, der til daglig bor og arbejder i Los Angeles, Californien.

Hun har netop siddet i Havestuen på Egelund Slot i Fredensborg foran en kreds af internationale forfattere og delt ud af sine erfaringer med at skrive erindringsbogen ’From Scratch’. 

En bog, der først blev anbefalet af Reese Witherspoons Bogklub, sidenhen landede hende en plads på bestseller-listen hos New York Times og til sidst gave hende sin helt egen Netflix-serie.

En skriveprojekt, der landede hende midt i et af livets mest sårbare kapitler: Hendes italienske mands forgæves kamp mod en aggressiv kræftsygdom, behovet for at holde sammen på en kulturelt set splittet familie og ønsket om at være en nærværende mor for en lille pige, der mistede sin far.

- Jeg havde voicemail-beskeder fra ham, og i skriveprocessen satte jeg mig ned og lyttede til dem. Jeg studerede hans måde at tale på, huskede hvordan han ofte ville grine mellem to ord, mærkede hans tilstedeværelse igen. Når mennesker ikke er hos os længere, så glemmer vi, hvordan de lyder - og det var vigtigt for mig at fange hans stemme korrekt. At få den troværdigt og ægte ned på papiret, siger Tembi Locke.

Stemningen er intim og ladet. Flere af de tilstedeværende arbejder selv på erindringsbøger. Andre skriver manuskripter til tv eller har meldt sig til det skandinaviske refugium for at kaste sig over et større skønlitterært projekt. 

De er fælles om passionen for at skrive, for at fange personligheder, lyde og beskrivelser på papir – og gennem de næste timer og dage vil de fortsætte. Fortsætte med at blive inspireret og inspirere hinanden – dele ud af erfaringer, skrivefif og øvelser - lige indtil de igen skal hjem til hverdagen, langt væk fra Danmarks yngste slot i Fredensborg.

Tembi Locke har skrevet bogen
Tembi Locke har skrevet bogen "From Scratch", der også er blevet til en Netflix-serie. Foto: Hamlet's Hideaway

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...