Ny chef for ambitiøst bytorv: - Jeg elsker at få ting til at vokse

Tidligere leder kunne ikke sige nej til jobtilbud.

Alexandra Ward i torvehallen, som det nu er hendes opgave at få fyldt op med sælgere af lokale fødevarer.

Alexandra Ward i torvehallen, som det nu er hendes opgave at få fyldt op med sælgere af lokale fødevarer.

Foto: Lene C. Egeberg

Første mand på posten nåede kun få måneder som daglig leder af nyt bytorv og samlingssted. Nu har 38-årige Alexandra Ward taget over - og står det til hende, kommer der til at ske ting og sager på torvet.

Den Korte Version
  • Alexandra Ward er ny daglig leder af Fanefjord Torv og har mange idéer til at udvikle stedet.
  • Hun har en baggrund inden for salg, turisme og eventledelse og har tidligere arbejdet som DJ og eventbureauindehaver.
  • Ward fokuserer på at gøre torvet til et åbent samlingspunkt med aktiviteter for både lokale og turister.
  • Hun samarbejder tæt med Fanefjord Supporters for at sikre fællesskab og engagement på torvet.
  • Fremtidige arrangementer inkluderer kunsthåndværkermarkeder, livemusik og børneaktiviteter.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Det er en driftig kvinde, der er vant til at have mange jern i ilden, som nu er blevet daglig leder af Fanefjord Torv - projektet, der blev sat i værk for at skabe et nyt vestmønsk samlingssted. 

Det åbnede i april, og siden da har der været torvehal hver lørdag og åbent tirsdag til søndag i den tilhørende café, Fanes Bord. Det har skabt nyt liv på Vestmøn, men der skal stadig lægges hårdt arbejde i at få opfyldt visionerne for torvet som et midtpunkt for både turisme, udvikling og salg af lokale fødevarer.

Det var hele fornemmelsen af kvalitet og profesionalisme, der ramte Alexandra Ward, da hun første gang besøgte det nye bytorv.
Det var hele fornemmelsen af kvalitet og profesionalisme, der ramte Alexandra Ward, da hun første gang besøgte det nye bytorv. Foto: Lene C. Egeberg

Og Alexandra Ward er klar til at lægge alle kræfter i - også selvom jobbet som daglig leder reelt set kun er en deltidsstilling.

- Men det er her, jeg lægger alt mit fokus nu, siger hun.

Alexandra Ward har været vidt omkring og har blandt andet arbejdet med  salg, turisme, digital markedsføring og eventledelse. 

Forelskede sig i Møn

Siden 2013-2014 har hun været selvstændig som DJ og indehaver af eget eventbureau. Her igennem har hun været med til at arrangere blandt andet en række kulturevents, ligesom hun i perioden har været konsulent for København og Lolland Kommuner.

Hun har boet netop på Lolland i de senere år, indtil hun for et par år siden forelskede sig i Møn og derpå flyttede til Stege sidste år.

Det var efter denne flytning, at hun blev opmærksom på projektet omkring Fanefjord Torv, og da hun dukkede op til åbningen i påsken, faldt hun pladask igen - ikke blot for Møn men også for torvet.

- Jeg syntes, det var enormt spændende og faldt i snak med Henrik (Westergaard, tidligere daglig leder) om måske at samarbejde om nogle arrangementer, fortæller Alexandra Ward.

Fra deltid til fuldtid

Men senere på sommeren fik Henrik Westergaard et tilbud, der fik ham til at sige op som daglig leder. Som supplement til deltidsstillingen på Fanefjord Torv fik han job i salgsafdelingen hos virksomheden Sieb - et job, der efter kort tid blev udvidet til en fuldtidsstilling.

- Jobbet som daglig leder af Fanefjord Torv er noget, man går ind i med hud og hår - men et fuldtidsjob med god hyre og sundhedsforsikring, det kunne jeg ikke sige nej til, siger han om sit farvel til torvet.

I mellemtiden havde Alexandra Ward gjort god brug af sit naturlige talent for at danne netværk, og herigennem havde hun blandt andet stiftet bekendtskab med Steffen Steffensen, der er formand for fonden bag Fanefjord Torv.

- Så det var faktisk ham, der prikkede mig på skulderen, siger hun om ansættelsen som ny daglig leder.

Plads til alle

Siden har hun knoklet på for at fortsætte udviklingen af Fanefjord Torv efter nogle helt specifikke kriterier:

- Det skal være et åbent og inviterende samlingspunkt for hele området – med plads til både lokale aktører og gæster udefra, siger hun:

- Og det skal ske i tæt samarbejde med Fanefjord Supporters, der spiller en vigtig rolle i den daglige drift og de mange aktiviteter. Deres lokale engagement og frivillige indsats er med til at sikre, at torvet bliver et sted med fællesskab, ejerskab og liv, fortsætter hun med henvisning til den støttegruppe, der er blevet dannet i forbindelse med lanceringen af Fanefjord Torv.

Blå bog

Alexandra Ward er 38 år og bor i Stege.

Hun har tidligere mest boet i København og en årrække på Lolland, inden hun flyttede til Møn.

Hun er oprindeligt uddannet indenfor salg og service og er senere også blevet uddannet som rejsekonsulent med fokus på turisme og digital markedsføring.

Programmet udvikler sig løbende, og det er værd at holde øje med kalenderen på hjemmesiden fanefjordtorv.dk - men allerede i resten af august vil der udover de faste torvedage om lørdagen være ekstra arrangementer som livemusik lørdag den 23. august og strikkesøndag dagen efter.

Kanintræf og uhygge

Andre arrangementer, som Alexandra Ward allerede har stået bag, har været kanintræf og ponyridning, og valget af den type begivenheder er ikke tilfældigt.

- Jeg har rigtig meget fokus på børneaktiviteter - så kan forældrene gå rundt og nyde de andre ting på torvet i mellemtiden. Jeg vil gerne bringe hyggen ind i det, vi laver, siger hun.

Selvom det kun er en deltidsstilling, lægger Alexandra Ward alle sine kræfter i jobbet som daglig leder af Fanefjord Torv - og hun tager gerne hunden Vera med på arbejde.
Selvom det kun er en deltidsstilling, lægger Alexandra Ward alle sine kræfter i jobbet som daglig leder af Fanefjord Torv - og hun tager gerne hunden Vera med på arbejde. Foto: Lene C. Egeberg

Længere henne på sæsonen er et Halloween-arrangement med titlen 'Hvin og vin' på tegnebrættet, ligesom Alexandra Ward til næste år vil gå i gang med at arrangere foredrag, koncerter og langbordsmiddage.

Planer har hun altså masser af - alt sammen med fokus på det, der selv fik tændt ilden i hende, da hun første gang kom på torvet:

- Det var kvaliteten i det. Hele projektet emmer af kvalitet og professionalisme, siger hun.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...