Inden længe kan du bestille en Big Mac med salte fritter, hvis indkøbsturen går til Rødovre Centrum. Den kommende McDonald’s restaurant får en iøjnefaldende placering og en særlig betjeningsluge.
- McDonalds vender tilbage til Rødovre Centrum efter 20 år og åbner en ny restaurant.
- Den nye restaurant placeres i lokaler, hvor der tidligere blev solgt sexlegetøj.
- Rødovre Centrums direktør, Jacob Birkbøll, ser McDonalds som et stærkt brand, der kan løfte området.
- Restauranten bliver 418 kvadratmeter stor og får en særlig takeaway-luge til hurtig afhentning.
- McDonalds er efterspurgt af kunderne og supplerer centerets eksisterende madudvalg.
Lysten til McDonald's særdeles velkendte fastfood-sortiment synes at være stort i Rødovre. For selvom der allerede er en stor restaurant på hjørnet af Rødovrevej og Jyllingevej, vil der inden længe åbne endnu en ’gylden måge’ i byen. Det bekræfter Rødovre Centrums administrerende direktør, Jacob Birkbøll.
Han glæder sig over, at aftalen med den globale fastfoodkæde nu er faldet på plads.
- Vi har haft en lang og god dialog, hvor vi blandt andet skulle blive enige om placering og størrelse. McDonald's er et stærkt brand og en populær restaurantkæde, som vi ved, mange af vores kunder efterspørger. Derfor synes vi, det er det rigtige match, siger han.
Gør op med en svær placering
Den kommende restaurant placeres ud mod Rødovre Parkvej, hvor flere restauranter tidligere har forsøgt sig – dog uden vedvarende succes.
Ifølge Jacob Birkbøll er det netop et argument for at satse stort denne gang.
- Vi har været kede af, at det ikke rigtig er lykkedes at finde den rette restaurantlejer til den placering. Derfor ville vi nu have et sikkert kort. Vi tror på, at McDonald's kan være med til at løfte hele området og skabe mere liv – også om aftenen, siger han.
Restauranten bliver 418 kvadratmeter stor og kommer til at strække sig over to butikslokaler. Det nuværende restaurant-lejemål og nabolejemålet, sexlegetøjsforretningen Orion, der flytter ned i kælderen i Krystallen ved Føtex.

Får særlig takeaway-luge
McDonald's får også egen indgang uden for centerets normale åbningstider, så restauranten også kan betjene kunder om aftenen, hvor centret er lukket, forklarer Birkbøll.
Desuden bliver der etableret en såkaldt udleveringsløsning til bude og take away, hvor man hurtigt kan hente bestillinger uden at skulle ind i restauranten.
Det er over 20 år siden, at McDonald's sidst havde adresse i Rødovre Centrum – helt præcist frem til slutningen af 2002, hvor restauranten havde hjemme på Festpladsen i hjertet af centeret.
Og ifølge direktøren har mange kunder siden efterspurgt kæden.
Læs også
- Enormt millionbeløb til at renovere centrets lægeafdeling - så meget skal investeres
- Centerdirektør giver sit bud: Derfor oplever Rødovre Centrum kundeboom
- Slagter og chokoladebutik sikrer succes – så stort er overskuddet i Rødovre Centrum
- McDonald's er ikke nummer ét på ønskelisten, men de figurerer stabilt i vores kundeundersøgelser. De er blandt de brands, kunderne gerne så i centeret, siger Jacob Birkbøll.
Han understreger, at Rødovre Centrum med over 160 butikker sigter efter at tilbyde et bredt udvalg – også når det gælder mad og spisesteder.
- Vi har i forvejen koncepter som OLIOLI, Jagger, Zócalo og Otto Pizza. McDonald’s supplerer det udvalg godt og er ét af de stærkeste brands i fastfood-segmentet. Det rimer godt med vores strategi om at tiltrække kendte og efterspurgte koncepter, fortæller Jacob Birkbøll.
Den præcise åbningsdato er ukendt, men det er forventningen at det sker i november i år.
