Opera under åben himmel

Sommer, sol og skønsang

Sommer, sol og skønsang

Foto: Claus Vedfelt

Den Kongelige Opera rykker igen ud i landet og inviterer til sommerkoncerter i grønne omgivelser, hvor publikum kan se frem til smægtende toner under sommerhimmelen. Turen går til seks byer, heriblandt Nykøbing Sjælland.

Kongelig Sommeropera er gratis, og er en mulighed for at opleve operaens største hits helt tæt på.

- Vi håber, at vejret viser sig fra sin milde side, men skulle der snige sig vejrdrama ind omkring os i form af lidt vind og en mørkere himmel, passer det egentlig meget godt til operaens verden, hvor lys og mørke, glæde og sorg på samme måde som regn og sol altid på forunderlig vis skifter mellem hinanden, siger operachef Elisabeth Linton.

Koncerterne byder blandt andet på uddrag fra Puccinis "Tosca", Donizettis "Don Pasquale", Leoncavallos "Pagliacci", Verdis "Rigoletto" og højdepunkter fra musical-klassikeren West Side Story.

Med på turnéen er solister fra Den Kongelige Opera - Sine Bundgaard (sopran), Hanne Fischer (mezzosopran) og Niels Jørgen Riis (tenor) samt Orhan Yildiz (baryton). Gert Henning-Jensen guider som konferencier publikum gennem koncertprogrammet, og Carol Conrad ledsager på klaver.

Opera-turneen kommer til Anneberg Kulturpark i Nykøbing den 16. august klokken 16. 

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...