Der er både mad, musik og samtale på programmet, når Festival for Fællesskab løber af stablen. Det er en stor, gratis festival, som popper op 25 steder i hele landet, herunder på Roskilde Festival Højskole, 6. og 7. september.
De 25 steder er udvalgt blandt dem, Realdania har støttet gennem årene, i anledning af virksomhedens 25-års jubilæum.
Det er gratis at deltage. Det kræver dog billet, og de kan bookes fra onsdag den 6. august på Realdanias hjemmeside.
Grænser for fællesskab?
Lørdag 6. september klokken 15 ses der i en samtale på Roskilde Festival Højskole nærmere på, at der bag et hvert fællesskab gemmer sig en række usynlige regler, der er afgørende for, hvem der kan passe ind, og hvem der holdes udenfor.
Podcastvært Naima Yasin og kunstner Noah Umur Kanber udforsker de usynlige spilleregler, der former vores sociale rum.
Klokken 18 bydes til fællesspisning hos Roskilde Festival Højskole. En rigtig højskole-middag både mad og klaverspil.
Klokken 20 er der musik med Gunge og Bifald. Med sin debutudgivelse Ambulance har Ida Gunge fået opmærksomhed for sine ærlige sange om ungdomslivets både bittersøde og kraftfulde øjeblikke.
Bag kunstnernavnet Bifald findes de to venner, Malte Bach Jensen og Max Le Maistre Matzen. Deres debutudgivelse "Sætter Alt På Spil" har opnået stor anerkendelse.
Musikken fortsætter klokken 22 med Afskum. Bag navnet gemmer sig Prince Askar, der er blevet bemærket for en usædvanlig sceneoptræden, der veksler mellem intense råb og nærmest sårbare, snakke-syngende passager.
Udover de tre hovedprogrampunkter supplerer de lokale steder med egne arrangementer, oplyser Realdania.