YouTube-stjerner sætter Rødovre-villa til salg - vil undgå chikane

De ville have boet i huset i mange flere år, men de har følt sig 'overvågede', lyder det. 

Parret har boet i parcelhuset i Islev i tre og et halvt år, men har set sig nødsaget til at flytte - blandt andet på grund af folk, der er kommet hjem til dem og har banket på deres dør.

Parret har boet i parcelhuset i Islev i tre og et halvt år, men har set sig nødsaget til at flytte - blandt andet på grund af folk, der er kommet hjem til dem og har banket på deres dør.

Foto: Skråfoto

9.495.000 kroner. 

Så meget skal man have op af lommen, hvis man vil have fingrene i 'en af Rødovres mest unikke boliger', der netop er blevet sat til salg af de to youtubere Jasmin Lind og Mika Schultz, som sammen driver kanalen 'Jas & Mika'. 

Det skriver Ekstra Bladet. 

Villaen på den 788 kvadratmeter store grund i Islev blev ifølge Boliga købt af parret for 7.295.000 kroner i december 2021, kort efter at boligen på de 179 kvadratmeter var blevet totalrenoveret.

Ønsker mere privatliv

Parret skriver på Instagram, at det da også var meningen, at de skulle bo i huset i mange år endnu, og at beslutningen om at sælge huset var svær, men at de nu i stedet har fundet en 'drømmegrund på landet':

"De sidste 3,5 år har været magiske, og vi er stadig forelskede i vores hus. Men det har desværre også været 3,5 år fyldt med chikane og manglende privatliv. Vi krydser fingre for at næste sted giver plads til at være os selv," skriver parret videre i opslaget. 

Jasmin Lind og Mika Schultz lagde søndag en video ud på deres YouTube-kanal, som i skrivende stund har knapt 200.000 visninger, hvori de forklarer nærmere om deres fremtidsplaner på en 'idyllisk' og 'landlig' lokation, som ligger længere væk fra København end deres nuværende hjem. 

I videoen siger Mika Schultz, at de flytter ud på en grund, hvorpå der står flere huse, således at hans forældre kan flytte hen på samme adresse som de to influencere. 

Han uddyber også, hvad chikanen konkret har bestået i: 

"Når vi laver mad, står folk ude på gaden og kigger ind. Når man kommer kørende hjem, står folk og tager billeder af vores hus. Der kommer forældre, der kommer børn, der kommer unge mennesker og banker på og vil have billeder med én, og vi føler os ret overvågede," fortæller Mika Schultz om baggrunden for den planlagte flytning, som dog er betinget af salget af Rødovre-boligen. 

På YouTube er parret kendt for blandt andet at lave videoer med titlerne '24 timer i en slikbutik' og 'Vores fødselsvlog'. En stor del af deres indhold foregår også i netop det hus, som parret nu melder ud, at de er blevet chikaneret i igennem de seneste tre og et halvt år. 

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...