Ansatte blev evakueret under brand i Topsøe-fabrik

Brand på katalysatorfabrik i Frederikssund krævede en massiv indsats fra beredskabet fra flere stationer.

Lige nu evakueres personalet i stor stil fra katalysatorfabrikken Haldor Topsøe i Frederikssund.

Lige nu evakueres personalet i stor stil fra katalysatorfabrikken Haldor Topsøe i Frederikssund.

Foto: Troels Ingemann

Opdateret: 

Branden på Haldor Topsøe i Frederikssund er slukket. Det meddeler den operative leder hos Frederiksborg Brand og Redning Imad Seoud.

- Der var gået ild i noget teknisk installation, som så havde bredt sig til taget. Branden er slukket, og relativt hurtigt kom der styr på den. Vi tager det seriøst, når der er tale om en fabrik med kemikalier. Men den lugt, nogle har bemærket, kom ikke fra kemikalier, men fra tagkonstruktionen, siger Imad Seoud.

Mange stationer var aktiveret. Foruden egne styrker fra Frederiksborg Brand og Redning var også Lejre og Beredskab Øst sat ind. 

- Alle styrker er på vej hjem nu, siger Imad Seoud.

Ansatte evakueret

Alarmen gik 13.25, hvorefter et massivt antal udrykningskøretøjer fra Frederiksborg Brand og Redning havde sat kursen mod den store katalysatorfabrik i Frederikssund nord, Haldor Topsøe. 

Her var en brand brudt ud, og ansatte på virksomheden blev evakueret.

Ifølge folk, som befandt sig i området, havde røgen er meget særpræget lugt, og kom fra tertinox-anlægget, som blev bygget for et halvt år siden. 

Operativ leder af Frederiksborg Brand og Redning Imad Seoud fortalte, at man var til stede med mange udrykningskøretøjer og droner, ligesom kemikalieberedskabet var til stede ved katalysatorfabrikken.

- Vi er til stede på Haldor Topsøe, hvor meldingen lød på sort røg. Vi tager situationen seriøst. Men det virker til, at der er styr på det, mere kan jeg ikke sige lige nu, hvor jeg afventer en tilbagemelding fra indsatslederen, lød det tidligere fra Imad Seoud.

Topsøs pressechef Ulrik Møller Frøhlke fortæller, at virksomheden er beredt i tilfælde af brand.

- Vi har af gode grunde nogle helt klare procedurer, når det handler om brand og kemikalier, siger Ulrik Møller Frøhlke til Sjællandske Nyheder. 

Stor evakuering

Han oplyser efterfølgende, hvorfor den helt store evakuering af medarbejderne  blev iværksat.

- Der var ingen vind, og derfor indhyllede røgen området, så det var svært helt at se omfanget af branden. Derfor evakuerede vi for en sikkerhedsskyld alle ansatte på alle vores anlæg på adressen i Frederikssund. Heldigvis var branden hurtigt slukket takket være brandvæsenet, og de ansatte er nu fredag eftermiddag alle tilbage i produktionen.

Ifølge Ulrik Møller Frøhlke skal årsagen til branden nu undersøges. Han bekræfter, at der ikke har været kemikalier fra produktionen i røgen.

Fra afstand ses røgen i en af bygningerne.
Fra afstand ses røgen i en af bygningerne. Foto: Troels Ingemann

 opdateres

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...