Der blev solgt godt med fadøl på Hornbæk Havnefest i weekenden, men der var også en enkelt, der ikke kunne finde ud af at betale for de våde varer.
I ly af natten var en ung mand brudt ind i et øltelt, hvorfra han fragtede 60 liter øl væk. Det viser overvågning fra pladsen, fortæller Daniel Boalth Petersen, der er formand for Hornbæk Havnefestkomite.
- Det er til at se på overvågningen, hvem det er. Han har valgt den dummeste bod at stjæle fra - det tættest på havnekontoret, hvor der er mest overvågning, siger formanden.
I et forsøg på at løse sagen i fred og fordragelighed har havnefesten valgt at give tyven indtil i dag til at gå til bekendelse og levere øllen tilbage. I så fald ville man ikke have tyet til politianmeldelse, men onsdag formiddag er tålmodigheden brugt op.
- Vi har ikke hørt noget, så nu er det op til politiet at finde ham, og de får overdraget det videomateriale, vi har, siger han.
Hornbæk Havnefest vælger først at politianmelde tyveriet nu, da det på flere måder havde været den bedste løsning for alle parter.
- Det er formentlig en ung gut, som har været lidt for kåd, så vi havde håbet, at han var krybet til korset. Nu kommer der en politisag ud af det, hvilket også indebærer en del ekstra bøvl for os sammenlignet med den anden løsning, siger Daniel Boalth Petersen.
Hornbæk Havnefest fandt sted i weekenden fra 25-27. juli, og tyveriet fandt sted natten til søndag.