Efterlyst 20-årig kvinde fundet død

Efter flere udmeldinger om efterlyst kvinde fra Rungsted, bekræfter Nordsjællands Politi tirsdag, at hun er fundet død.

Mandag ledte politiet massivt i Rungsted Hegn efter en 20-årig kvinde, som var forsvundet. Efterfølgende meldte politiet ud, at kvinden var fundet. I hvilken tilstand kvinden var fundet, meldte politiet dog ikke noget ud om, og de ville heller ikke melde det ud, da Sjællandske Nyheder spurgte dem mandag aften.

Nu viser det sig dog, at den efterlyste kvinde er fundet død. Det bekræfter Nordsjællands Politi tirsdag over for Sjællandske Nyheder. Der er ingen mistanke om, at der skulle stå en kriminel handling bag. 

Sjællandske Nyheder vil gerne have spurgt Nordsjællands Politi om, hvorfor de ikke kommunikerede ud, at kvinden var fundet død, men det ønsker politiet ikke at udtale sig yderligere omkring til citat.

Går du med  tanker om  selvmord? 
Få hjælp her

Du kan kontakte Livslinien, hvis du har selvmordstanker eller er i anden alvorlig livskrise, eller hvis du er pårørende eller efterladt til selvmord.

Telefonrådgivning: 70 201 201 alle årets dage fra klokken 11-05

Man kan også få mailrådgivning og chatrådgivning. For at se åbningstider og for at skrive, gå ind på www.livslinien.dk

Vil undersøge egen kommunikation

I stedet oplyser Nordsjællands Politi, at de nu fremover vil undersøge, hvordan det nemmere kan tydeliggøres, at der er tale om en person, som er fundet død.

Sjællandske Nyheder ville også gerne have spurgt politiet, hvordan de forholder sig til, at mange borgere på de sociale medier troede, at kvinden stadigvæk var i live, og har skrevet kommentarer såsom 'godt de fandt hende i live'.

Dette har politiet dog heller ikke ønsket at kommentere.

Derfor skriver vi om selvmord

Ifølge de nye presseetiske regler, der trådte i kraft december 2023 skal der tages 'størst muligt hensyn', når sager om selvmord omtales. I forbindelse med de nye regler, blev der udarbejdet et faktaark, der handler om, hvordan man omtaler selvmord i medierne. Heri står:

Hensigten er at bidrage med information og refleksion om, hvordan selvmord og selvmordsforsøg kan omtales i medierne på måder, som tager hensyn både til mediernes krav om åbenhed og ønsket om ikke at skade mennesker, der befinder sig i en yderst sårbar og desperat situation.

Sjællandske Nyheder følger de pressetiske regler og tager altid størst muligt hensyn i disse følsomme sager.

Kilde: Journalisten.dk

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...