Lørdag aften rykkede brandvæsnet ud til en brand på den historiske træfærge Ida, der sejler mellem Bogø Havn og Stubbekøbing.
Branden er opstået i maskinrummet på Færgen Ida, kort før ankomst til Bogø Havn ved sejladsen 17:30 fra Stubbekøbing. Det bekræfter Vordingborg Kommune, der er rederiet bag træfærgen, i en meddelelse på Facebook.
Midt- og Sydjællands Brand og Redning var hurtigt på Bogø Havn og fik kontrol over situationen.
- Der er ingen tilskadekomne og besætningen fik Ida sikkert i land, lyder meldingen fra Færgen Ida.
- Vi ved ikke med sikkerhed, hvad der er sket endnu. Det vil yderligere undersøgelser vise, lyder det videre.
Færgeselskabet ved endnu ikke, hvornår træfærgen kan komme ud at sejle igen.
- Det melder vi ud, så snart vi ved mere, lyder det i statusopdateringen fra rederiet.
