Hiphoplegende til Glostrup Street Festival

Hiphoplegenden Kurtis Blow kommer til Glostrup

Hiphoplegenden Kurtis Blow kommer til Glostrup

Foto: Presse

Musik, kunst og fællesskab er i højsædet, når Glostrup Street Festival løber af stablen fredag 30. august og lørdag 31. august. 

En af årets hovednavne er hiphoplegenden Kurtis Blow, som gæster Glostrup sammen med rapperen Afu-Ra. Kurtis Blow var den første rapper nogensinde til at få en pladekontrakt og er kendt for klassikere som "The Breaks" og "If I Ruled the World". Rune Hansen, arrangør og drivkraft bag festivalen, udtrykker stor begejstring for denne booking.

- At få Kurtis Blow til Glostrup er ikke bare en booking, det er en kulturel milepæl. Han repræsenterer hiphoppens rødder, dens politiske kraft og dens positive energi. Det sender et stærkt signal til vores unge om, at deres stemme, kreativitet og fællesskab betyder noget, siger arrangør Rune Hansen.

Festivalen er borgerdrevet og baseret på frivillighed, og i forbindelse med festivalen åbner Glostrup desuden et lydstudie for unge. Studiet, som allerede er i fuld brug, vil fungere som et kreativt samlingspunkt og en platform for unge lokale talenter. 

- Vi er super stolte over selv at kunne bidrage med de penge, vi tjener på at afholde Comedy Glostrup i løbet af året. Lagt sammen med de fondsmidler, vi har trukket til projektet, og sponsorater fra virksomheder og kunstnere, der donerer deres tid, har vi trukket noget, der begynder at ligne en halv million til byen, siger Rune Hansen.

Ifølge Viktor Hansen, som også er involveret i festivalens tilrettelæggelse, er formålet at skabe kulturelle oplevelser i øjenhøjde.

- Glostrup Street Festival er ikke en kommerciel festival, men et borgerdrevet frivilligt fællesskabsprojekt. Målet er at skabe kultur og oplevelser i øjenhøjde, åbent for alle, uanset alder, baggrund og pengepung. Arrangementet er båret af lokale foreninger og realiseret i samarbejde med fonde, der tror på betydningen af kunst og kultur i lokalsamfundet, siger Viktor Hansen.

Street art spiller også en central rolle under festivalen. Internationale kunstnere som Rudi-Art fra Tyskland, C.A.S.E.M fra England og Joker fra Spanien får selskab af 12 danske kunstnere, herunder Jens Stentoft og Rasmus Balstrøm. 

Festivalens rammer skabes af madboder fra hele verden, streetgames, sportsturneringer og et stort kræmmermarked. Lokale foreninger kan deltage gratis, mens erhvervsdrivende tilbydes stadeplads mod betaling.

Hele programmet og tilmeldingsoplysninger kan findes på festivalens hjemmeside og Facebook-side.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...