Politiet fanger mulig storcykeltyv - her er byerne han har stjålet fra

En storcykeltyv har været på spil i en række byer på Sjælland.

En storcykeltyv har været på spil i en række byer på Sjælland.

Foto: Jacob Høngaard Jensen

En udenlandsk mulig storcykeltyv har været på spil i en række byer på Sjælland. Han fremstilles i grundlovsforhør torsdag formiddag, oplyser en pressemedarbejder hos Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

Det var onsdag klokken 10.53, at en 26-årig udenlandsk mand blev anholdt på en adresse i Storkøbenhavn. Han er sigtet for at have stjålet en stor mængde cykler på Sjælland og sendt dem ud af landet, skriver politiet i døgnrapporten. 

Togstationer og private adresser

Tyverierne er sket på togstationer og private adresser i blandt andet Holte, København, Hedehusene, Værløse, Espergærde, Glostrup, Roskilde, Bagsværd og Søborg fra april til august 2024.

Derudover er han sigtet for besiddelse af ecstasypiller og for at have overtrådt udlændingeloven ved at rejse ind i Danmark trods et indrejseforbud.

Politiet efterforsker sagen i samarbejde med Nordsjællands Politi, og anklagemyndigheden ønsker retsmødet afholdt for lukkede døre, lyder det i døgnrapporten.

Pressemedarbejderen hos Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi kan endnu ikke oplyse, hvor manden kommer fra, og hvor mange cykler han eventuelt skulle have stjålet.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...