Natten til den 24. juli blev indehaverne af Smør og Brød i Taastrup ringet op af politiet med beskeden om, at nogen har begået hærværk mod de lokaler på Taastrup Hovedgade, hvor smørrebrødsforretningen flytter ind 1. august. Hærværket er efter sigende sket tæt på klokken 4 om natten, hvor politiet ifølge indehaverne modtog en anmeldelse af hændelsen.
- Hærværk mod Smør og Brøds nye lokaler i Taastrup skete en uge før åbning.
- Ejere Laila Celikkol og Hans-Kristian Andersen blev kontaktet af politiet om natten.
- En brosten blev kastet gennem døren, og der blev sat ild indenfor, hvilket forårsagede sodskader.
- Parret er rystet, men fast besluttet på at åbne som planlagt den 1. august.
- Lokalsamfundet har vist stor støtte, og parret håber på yderligere hjælp og bestillinger.
- Det er en træls måde at vågne på, siger Laila Celikkol, den ene halvdel af parret, der ejer Smør og Brød, om det opkald, som tikkede ind på hendes telefon klokken 5.12 samme morgen fra politiet.
Parret har selv været forbi samme morgen for at bese skaderne.
Konkret har nogen smidt en brosten ind ad døren til butikslokalerne, åbnet døren og sat ild indenfor. Morgenen efter er der sodskader, som er blevet vasket ned, ligesom der er skader på butikkens dør. Det er et mindre areal, der har været antændt indenfor.
Parret Hans-Kristian Andersen og Laila Celikkol er naturligvis rystede over hændelsen, men samtidig udtrykker Laila Celikkol gå på-mod og vilje i forhold til fortsat at ville åbne den 1. august.
Parret kan ikke umiddelbart komme i tanke om, hvorfor nogen finder på at begå hærværk mod deres butikslokale.

Folk viser støtte
Inden de fik lokalerne på Taastrup Hovedgade, har de arbejdet og fremstillet smørrebrødet fra deres hjem. Og det er også med fokus på en række indkomne frokostbestillinger, at Sjællandske Nyheder fanger Laila Celikkol på telefonen formiddagen efter hændelsen.
Folk omkring dem har i forvejen udvist stor støtte og opbakning til parret forud for åbningen. Det har der været brug for, fordi Hans-Kristian Andersen har en skade i skulderen, der driller.
- Vi er så rørte over alle de mennesker, der er kommet forbi og har hjulpet os med en masse lavpraktisk. Det er den skønne side ved at skulle åbne, siger Laila Celikkol.
Hun nævner også de mange, mange mennesker, der hver dag den seneste tid har stukket hovedet ind, mens parret har forberedt åbningen, for at udtrykke glæde og opbakning. Både kunder og andre butiksindehavere i bymidten.
Det takker hun for. Men hun håber også, at folk vil støtte endnu mere op ved at lave en masse bestillinger frem mod åbningen - og har man tid til overs, tager parret gerne imod praktisk hjælp her den sidste uge, så de forhåbentligt kommer i mål med at åbne til tiden.
Det eneste, Laila Celikkol nu og her ser som en mulig forhindring, er, hvis der skal males igen i lokalerne efter sod-nedvaskningen. En streg i regningen er dog, at parret ikke har tegnet forsikring endnu, men de håber, at alt alligevel vil løse sig.
- Når sådan noget sker, går man enten i 'fight eller flight'-mode, og for mig er det fight, så jeg holder humøret højt og kører på. Der er ikke andet at gøre, siger hun.

Politiet efterlyser vidner
Vestegnens Politi bekræfter, at man tidligt torsdag morgen har modtaget en anmeldelse om ild i en butik på Taastrup Hovedgade, og at brandvæsenet hurtigt fik slukket ilden, som har forårsaget mindre brand- og røgskader i lokalet.
"Årsagen til branden er nu ved at blive efterforsket, der forestår en række undersøgelser, og politiet hører gerne fra eventuelle vidner, som måtte have set eller hørt noget i forbindelse med hændelsen," skriver Vestegnens Politi til Sjællandske Nyheder.
Vestegnens Politi kan kontaktes døgnet rundt på telefon 43861448.