Glem alt om tørre tal og lange politiske taler - her handler det om LP’er, lokalpolitik og løssluppen stemning.
Det er Frederikssund Festival, der sætter et helt nyt skib i søen med et valgpolitisk verdenspremiere, når festivalen fredag den 1. august klokken 13 inviterer til vælgermøde med titlen Vinyl & Politik.
Her skifter byrådspolitikere - inklusive borgmesteren - kommunale budgetter ud med LP'ere og fortæller om musikken, der har formet dem - og måske også lidt om, hvad de vil forme politisk.
Kom og find ud af, hvem der svinger mest til Stevie Wonder, og hvem der har en svaghed for Shu-Bi-Dua, lyder invitationen fra Frederikssund Festivalen.
- Det bliver personligt, politisk - og et noget anderledes vælgermøde, der varmer op til efterårets kommunalvalg. Der loves grin, god musik og en sjælden chance for at møde politikerne mere uformelt og med sprøde toner i for- og baggrunden.
Det bliver årets første - og måske også største - vælgermøde, hvor festivaldeltagerne kan få en anderledes musikalsk oplevelse og måske en efterfølgende snak med dem, der styrer kommunen. Det forudsætter en festivalbillet at deltage.