Vinen & Co., SuperBrugsen og Asnæs Centret inviterer til en aften i smagens tegn fredag den 1. august kl. 18-20 med vin, spiritus, gourmetoplevelser og masser af stemning.
I forbindelse med det traditionsrige aftensalg i Asnæs Centret bliver torvet mellem SuperBrugsen og Vinen & Co. forvandlet til et levende smageområde.
Kræver køb af billet
Her kan dem, der har sikret sig en billet, gå på opdagelse blandt mere end 15 stande fyldt med vin, spiritus og specialiteter – og smage sig frem i ro og mag.
Ved ankomst får man udleveret en billet, som giver adgang til alle standene, hvor man kan smage alt fra danske vine og eksklusive flasker til spændende specialiteter og gourmetprodukter fra både små og store internationale vinhuse.
Det er første gang, at denne type smage-event holdes i Asnæs Centret, og både Vinen & Co., SuperBrugsen og Asnæs Centret glæder sig til at byde indenfor til masser af lækre gourmetoplevelser og en hyggelig aften, lyder det i en pressemeddelelse.
Billetter kan købes online på vinenogco.dk eller i kiosken hos SuperBrugsen Asnæs. Begrænset antal, først til mølle.