Moderaterne har fyret partiets spidskandidat i Greve Kommune.
Det fremgår af en række interne mails, som Ekstra Bladet er i besiddelse af.
Fyringen sker få måneder før kommunalvalget, som Hans-Jørgen Kirstein nu ikke kan stille op for partiet til. Han er samtidig ikke længere spidskandidat i Greve.
Sådan har partiets hovedbestyrelse med formand Lars Løkke Rasmussen meddelt ham det i en mail, skriver Ekstra Bladet.
Hans-Jørgen repræsenterer dog fortsat partiet i Greve byråd, hvor han er formand for udvalget for teknik, klima og miljø.
Bekræfter sagen
Hans-Jørgen Kirstein bekræfter sagen over for Ekstra Bladet, og at han undrer sig over partiets beslutning.
- Jeg kan ikke få nogen begrundelse for, at jeg ikke længere er kandidat for partiet, andet end at der er samarbejdsvanskeligheder, som jeg ikke kan få uddybet, siger han til Ekstra Bladet.
I mailen til Hans-Jørgen Kirstein, som kommer direkte fra partiets sekretariat på Christiansborg, står der følgende:
- På anmodning fra Sjællands Storkreds og kommunekredsen i Greve behandlede vi på hovedbestyrelsesmødet i dag dit kandidatur til kommunalvalget i Greve Kommune. Konklusionen blev, at du ikke længere er byrådskandidat for Moderaterne til november,' skriver politisk chef Casper Hedegaard, som afslutter mailen 'med ønsket om en fortsat god weekend'.

Politisk fremtid
Over for Sjællandske Nyheder uddyber Hans-Jørgen Kirstein, at det er definitivt, at han ikke kommer til at repræsentere Moderaterne til novembers kommunalvalg:
- Lige nu vil jeg derfor fortsætte min sommerferie her i Frankrig, og så fortsætte mit byrådsarbejde efter sommerferien og overveje min politiske fremtid i Greve Kommune. Jeg har derfor ikke decideret planer på nuværende tidspunkt om et andet parti, siger han og uddyber:
- Men når nu den lokale klovnebus er havareret, og jeg er blevet sat af, og en venlig sjæl skulle stoppe op og spørge om jeg vil have et lift – så er det da noget, jeg kraftigt vil overveje.
Men når nu den lokale klovnebus er havareret, og jeg er blevet sat af, og en venlig sjæl skulle stoppe op og spørge om jeg vil have et lift – så er det da noget, jeg kraftigt vil overveje.
Hans-Jørgen Kirstein
Han tilføjer, at det uanset hvad er "bidende nødvendigt" for Greve Kommune med en ny retning og anden borgmester:
- Det tror jeg, de fleste borgere efterhånden er blevet bevidste om.