I fremtiden har vi brug for solidariske løsninger

Bjørn Svensson, Enhedslisten og medlem af Fredensborg Byråd.

Bjørn Svensson, Enhedslisten og medlem af Fredensborg Byråd.

Foto: Presse

Valgkampen er nu for alvor ved at tage fart. Flere af de øvrige partier - især de borgerlige - er lige pludselig blevet optaget af at forbedre velfærden især for de ældre. Bedre sent end aldrig.

I Enhedslisten har vi hele denne valgperiode og for sag skyld også den seneste oplevet, at ældreområdet er blevet udsultet år efter år i budgetterne. 

I dag er hjemmeplejen og især plejehjemmene under voldsomt pres. Så voldsomt at forholdene ofte er direkte hjerteskærende. Hjælpeløse demente, underernærede borgere, udbredt kedsomhed og hjælpeløshed og meget andet.

Det der kendetegner et samfund som det danske er, at vi har en generationskontrakt. Vi, der kan selv, tager hånd om de, der ikke selv kan. Og det er især børn, syge og handicappede samt de ældre. 

Derfor er velfærden så vigtig i kommunen og dermed det vigtigste i valgkampen. Alligevel har få partier været enige med os om, at ældreområdet skal have et gevaldigt løft.

Afskaf underernæringen

Det er et rystende faktum, at vi i Fredensborg Kommune bruger ca. 100 millioner årligt på indlæggelser på grund af underernæring. Ingen får glæde af de penge, tværtimod.

Vi i Enhedslisten forlanger, at der gøres noget nu. Afskaf underernæringen og vi vil med det samme se forbedringer. Der bliver råd til at give de ældre på plejehjemmene frisk, nærende og veltillavet mad i stedet for den vacumpakkede, genopvarmede, som er op til ni dage gammel, når den serveres, som tilbydes i dag.

De 100 millioner skal gøres til velfærdsydelser. Også andre områder af velfærden trænger til et løft.

Daginstitutionerne er vigtige for vores børn. Det er her de udvikler sig og dannes til resten af livet. I øjeblikket går det den forkerte vej med minimumsnormeringerne. Det skal vendes, og vi kan passende starte med at finansiere det gennem en forhøjelse af byggesagsgebyret, så der kan betales 800 kroner pr time. Det vil være overkommeligt og give nogle millioner.

Løsninger i skolen

Skolerne er grundlaget for børnenes ungdomsuddannelser og dermed deres senere arbejde. Vi har et ret højt niveau i vores skoler, men der er behov for at gøre forholdene endnu bedre. 

Det er simpelthen en god investering i de kommende generationer. Især de børn der ikke trives i skolen og børn med specielle behov er udfordrede. Vi må og skal finde løsninger for især disse børn, blandt andet tolærerordninger og specialpædagoger.

For de unge vil Enhedslisten støtte oprettelsen af et ungeråd, som skal have reel indflydelse. Ungdommens behov og drømme skal finde vej ind i den kommunale virkelighed.

For os i Enhedslisten er det afgørende at være i dialog med kommunens borgere. Vi ser det som en forudsætning for at kunne føre en politik, som matcher de behov, borgerne har.

Natur og miljø og et andet punkt som skal prioriteres højt. Hvis den grønne trepart gennemføres rigtigt vil vi have nogle unikke muligheder for at bevare vores skønne naturværdier. 

Samtidig vil kommunens bidrag til den grønne omstilling være et væsentligt bidrag til bremse klimakrisen. Der skal derfor investeres i dette på anlægsbudgetterne.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...