Midt i haverummet cirklerne står en samling æbletræer, jeg kalder æbleparasoller. Æbletræerne er formet som levende parasoller, der giver en behagelig skygge på varme sommerdage, mere behagelig end under en parasol af stof. Vi nyder æbletræernes smukke strukturer ved vintertide, blomsterne i maj og nyder at følge æblernes udvikling fra små grønne kugler til smukke, velsmagende æbler i sensommer og efteråret.
- Æbletræer formet som parasoller giver skygge og æstetisk nydelse i haven.
- Inspiration fra engelske haver har ført til kombinationen af æbletræer og klatreroser.
- Klatreroser plantet tæt på æbletræer blomstrer samtidig med æblernes udvikling.
- Roserne beskæres for at fremme blomstring og undgå skygge for æblerne.
- Klatreroser anbefales over slyngroser for lettere vedligeholdelse og duft.
Jeg har altid været fascineret af at dyrke jorden i haven så optimalt som overhovedet muligt, uden at det går ud over væksternes trivsel, blomstring og frugtsætning. Inspiration til at udnytte dyrkningsarealet optimalt finder jeg ofte i England på mine haverejser til fods gennem smukke landskaber med besøg i både offentlige og private haver. Her har jeg fundet inspiration til at give buske og træer selskab af klatrende vækster. Mange af mine frugttræer har derfor selskab af klatrende vækster som roser, klematis og kaprifolier.
Det betyder at æbletræerne også blomstrer om sommeren. Roserne er smukke at se på både tæt på og på afstand, hvor de blomstrer samtidig med udviklingen af æblerne. På det tidspunkt er æblerne endnu små og grønne. Det er ovenikøbet en stor nydelse at sidde på varme sommerdage under æbletræerne, hvor roserne sender lækre dufte ud i haverummet.
Roserne blev plantet med en halv meters afstand til æbletræerne. Efterhånden som roserne voksede til, ledte jeg de lange skud op i træets krone. Når de lange skud nåede op til æbletræets krone, lagde jeg skuddene vandret ned og bandt dem fast til æbletræernes grene. For det første så de ikke flagrer rundt i blæsevejr. Og for det andet; når rosers grene lægges vandret, skyder de blomster fra hvert bladhjørne. Roserne giver derfor flere blomster end hvis de får lov at vokse frit og ofte lodret, hvor de kun sætter blomster i toppen af grenen.
Roserne beskærer jeg et par gange i løbet af sæsonen. Første gang i løbet af vinteren, senest i marts, hvor jeg fjerner syge og døde grene. Anden beskæring sker i løbet af sommeren, hvor jeg klipper afblomstrede grene af og tynder lidt ud i grenene, hvis jeg synes der er ved at blive for mange, der skygger for meget for æblernes modning.
Jeg har plantet forskellige typer af roser, både slyngroser og klatreroser. Jeg kan anbefale at plante klatreroser og ikke slyngroser som selskabsplanter til æbletræer. Slyngroser er noget sværere at tøjle sammen med æbletræerne, fordi de sender mange og lange skud ud, som oftest fyldt med mange torne. Vælg klatreroser, de er mere moderate i væksten og vælg gerne én, der både dufter og er flink til at genblomstre. Blandt klatreroserne finder du mange, der ovenikøbet er yderst velduftende. Jeg har gode erfaringer med James Galway, The Generous Gardener og Gerbe Rose.
Æbletræernes form som parasoller vedligeholder jeg i sensommeren, hvor jeg beskærer hovedgrenene på samme vis, som man vil gøre med et frugtespalier. En sensommerbeskæring fremmer frugtsætningen. Vær opmærksom på, beskærer du om vinteren, som vi har en lang tradition for her i Danmark, så fremmer du væksten og dannelsen af vanris.