Shell investerer i lynlader og hæveautomat

Den nye hæveautomat og stander er allerede klar til brug.

Den nye hæveautomat og stander er allerede klar til brug.

Foto: Presse

Shell på Vesterbro 16 i Nykøbing Sjælland er klar til at imødekomme den stigende efterspørgsel på elbilstjenester og kontantudbetaling. Allan og Rikke Hansson, der ejer og driver stationen, har taget beslutningen om at investere i en lynlader og etablere en hæveautomat i samarbejde med Nokas.

- Som en af fremtidens tankstationer vil vi være en del af den omstilling, der er i gang i Danmark. Derfor udbygger vi nu vores tilbud til bilisterne med en lynhurtig 200 KW ladestander, så vi nu favner alle typer af bilister her på stationen, siger ejer Allan Hansson, i en pressemeddelelse.

Den nye lynlader kan oplade elbiler med en kapacitet på 200 KW og er den første af en ny generation af Shell Recharge-ladestandere, der introduceres i Danmark. På sigt kan stationens ladestander øge sin kapacitet til 400 KW, hvilket dog overstiger de nuværende elbilers tekniske muligheder.

Ifølge Allan Hansson har der længe været et stigende behov for lynladning.

- Vi har i længere tid mærket en stigende efterspørgsel på lynladning. Der har løbende været både gamle kunder, der har fået elbil, og besøgende i vores område, som har spurgt efter en mulighed for at lynlade. Det spiller naturligvis også ind på vores beslutning om at investere i en lynlader her i Nykøbing, forklarer Allan Hansson.

Stationen har også reageret på et andet behov i lokalområdet. Fra uge 22 installeres der en hæveautomat inde i butikken, hvilket sker i samarbejde med Nokas.

- Aftalen betyder, at vi nu tager over efter bankerne og sørger for, at byens borgere og besøgende har adgang til en hæveautomat, der bliver installeret inde i butikken. Dermed får vores kunder fra og med uge 22 igen mulighed for at hæve kroner og Euro centralt og trygt her i Nykøbing SJ, siger Allan Hansson.

Mens andre tankstationer i området er omlagt til ubemandede anlæg, vælger Shell på Vesterbro 16 at beholde den traditionelle servicemodel.

- For os er en rigtig tankstation stadig en servicestation, hvor du kan få personlige hjælp og service, gode madkoncepter, pakkeshop, alt til pleje af bilen - og nu også adgang til lynladning og hæveautomat. Derfor holder vi, som de eneste i byen, fast i vores bemandede tilbud til bilisterne, som vi også hele tiden udvikler på. Faktisk ser vi en meget positiv udvikling i vores Convenience- og butikssalg. Så den udvikling håber vi naturligvis, at de nye initiativer bidrager yderligere til, siger Allan Hansson.

Ladningen ved lynstanderen betales på samme måde som ved diesel- og benzinstanderne. Bilisterne kan benytte Dankort, kreditkort eller et Shell Mobilitetskort, der også giver adgang til betaling på flere tusinde ladestandere i Danmark og i resten af Europa.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...