For få uger siden måtte Gribskov Kommune pludselig fraråde badning på tre af kommunens strande, da der fra Udsholt rensningsanlæg var blevet udledt spildevand direkte ud i havet - og nu er den gal igen.
For grundet store regnmængder har der i dag været overløb ved Udsholt anlæg, og kommunen fraråder derfor - igen - badning på flere strande.
Det oplyser Gribskov Kommune på kommunens hjemmeside.

Der er sat badning frarådes-skilte op på både Udsholt Strand (Fyrrestien), Smidstrup Strand, Tinkerup Strand og Gilleleje Veststrand - og opfordringen om ikke at bade indbefatter ligeledes badning fra alle de private strandadgange, som ligger inden for strækningen (se kortet).
Udslippet påvirker ifølge kommunen kun strækningen markeret på kortet – der kan altså bades på de øvrige strande.
Gribskov Kommune forventer at få svar på badevandsprøver fredag d. 18. juli.
Sjællandske Nyheder følger sagen.