Henrik Orye er tidligere politikommissær. Han har set og oplevet alt, siger han og husker 18. maj 1993, der kostede et par hundrede politifolk enten deres fysiske eller mentale liv. Nu sejler han ud på togter med PTSD-ramte betjente for at give dem et bedre liv.

- Det Blå Kompas er et fristed. Når man træder ombord, så sænker man skuldrene. Der er ikke noget at være bange for. Vi blander ikke ting. Når vi sejler, så er vi rent politi. Så vi forstår hinandens sprog, siger tidligere politichef Henrik Orye.

Han og kollegaen Jesper Schultz-Wiingaard, der også er tidligere politikommissær, står bag nonprofit-organisationen 'Det Blå Kompas', som sejler med PTSD-ramte politifolk og deres pårørende i sejlbåden 'Allegra'.

Mental ro på båden

Båden ligger i Mosede Havn i Greve og den har plads til 12 personer, men de har kun fem politifolk med ad gangen eller deres pårørende. 

De blander ikke pårørende og politibetjente sammen, men laver særskilte togter i foråret og sommeren.

Han fortæller, at han og betjentene er på bølgelængde med det samme. Der er fuldstændig tryghed i alt. Han og Jesper Schultz-Wiingaard sejler båden. 

De PTSD-ramte betjente eller deres pårørende kommer med, og man behøver ikke at kunne noget, der vedrører sejlads. Det skal nok komme, hvis det er.

- Så det er bare at være her og få mental ro, siger Henrik Orye. 

Det Blå Kompas sejler ud med både mænd og kvinder, og togterne varer en uge af gangen, hvor de sejler rundt i Danmark.

De har været ved Aarhus, Sønderborg, Samsø, Dyvik, Kerteminde, Stubbekøbing, Horsens, Vejle, alle danske havne.

Skød eller hængte sig selv

I Sønderborg tager de for eksempel op til Dybbøl Mølle.

- Vi spiser sammen, snakker sammen, og alle fortæller deres historie. Nogen skal lige have noget tilløb i nogle dage, og med andre går det hurtigere, siger Henrik Orye. 

Han startede i politiet i 1986 og er tidligere politikommissær i Københavns Politi. 

Han fortæller, at han har set, hørt og oplevet alt. 

- Og så slog det mig også, da vi begyndte på det her, at jeg kan jo godt huske eksempelvis 18. maj 1993. Det kostede jo et par hundrede politifolk enten deres fysiske eller mentale liv. De forsvandt bare. 

Altså fysiske skader?

- Ja, og mentale skader. Og enten så skød de sig selv, eller også hængte de sig selv, eller også så forsvandt de bare ud af politiet. Stille og roligt, siger Henrik Orye.

- Acceptabelt, at politifolk kom til skade

Det han oplevede dengang var, at det kan godt være nogle af politifolkene ikke havde fysiske skader, men de var forandrede bagefter. Dem, der var superfriske, energiske og arbejdsomme, de visnede stille og roligt henover årene bagefter. 

Han var i Københavns Politi, Station 4, på det tidspunkt. Han var selv på ferie den 18. maj 1993, men han kunne se følgerne hos kollegerne bagefter. 

- Dengang var det acceptabelt, at 50 procent af politifolkene kom til skade. Det accepterede man. Det gør man jo heldigvis ikke i dag, siger han. 

En macho-verden

Han fortæller, at der har været meget af sådan noget. Og sådan er det jo. Men det skal jo ikke være sådan. 

- Så det har jo sådan set overrasket mig og Jesper, hvor mange, der egentlig er kommet til skade, siger Henrik Orye.

Derfor mener han, at noget af det vigtigste i politiet, handler om forebyggelse. 

- Man bliver 'brugt'. For det er jo tit de samme mennesker, sådan er det også på alle andre arbejdspladser, der løser ting. Man ved godt, hvem man skal gå til, når man skal have fikset noget, siger han. 

Og det synes han er megainteressant. At man lader det blive ved. 

Det har slået ham som lederuddannet, at de er forpligtet til at give den viden, der kan forebygge det, videre. 

- Der er faktisk mange ting, der godt kan gøres, for at forhindre, at folk bliver syge af deres arbejde, siger Henrik Orye.

Og det skulle jo være noget, man fik at vide fra starten af, så folk ikke bliver syge. Men det kræver mod at sige nej, fortæller han.

Ifølge den tidligere politikommissær er det lidt en macho-verden. Så hvis man er kommet til skade, så har man egentlig ikke lyst til at sige det.

- Og så æder det bare en op. Og så er der også mange af os, vi er jo sådan nogle adrenalin-junkier. Vi skal have det næste fix. Og der er ikke rigtig nogen voksne, der siger stop, siger Henrik Orye.

Han fortæller, at der faktisk er nogle ting som man først indser allersidst i karrieren. 

Så nu har de tilbudt 'Det Blå Kompas', og det har grebet om sig. 

Hvem finansierer det her?

- Der er mange privatpersoner, der giver nogle tilskud til, at det kan lade sig gøre. Og så får vi det også finansieret via en forening, der hedder Thin Blue Line, der giver tilskud. Og ellers er der mange firmaer også, som giver tilskud. Donerer penge til det blå kompas, siger Henrik Orye.

Rig på en anden måde

Thin Blue Line er på finansloven. Men 'Det Blå Kompas' er selvstændige. Han fortæller, at firmaer giver 10.000-20.000 kroner og i det lag.

Det er ikke noget, du bliver rig af?

- Nej, nej, nej, siger han med et grin.

- Jeg bliver rig på en anden måde.  

Han har drevet 'Det Blå Kompas' i fire år. Han har ikke selv været ramt af PTSD, men det kunne han lige så godt være blevet. 

- Men jeg tror også, det giver en tryghed, at dem, der sejler med os de ved, vi er ikke ramt af noget, men vi forstår det hele. Og det er vigtigt, siger Henrik Orye.