Det kan lyde helt vildt, men den er god nok. Den 13. juli lukkede Carlsro Super for første gang i ni år. Årsagen er noget, der er større end arbejdet, som ejer Raza Ali ellers elsker højt.
- Carlsro Super i Rødovre lukkede for første gang i ni år for at nyde en familiedag i BonBon Land.
- Ejeren Raza Ali prioriterede børnenes barndom over arbejdet, selvom han elsker sit job.
- Butikken, normalt åben 365 dage om året, drives af Raza Ali og hans svoger, der skiftes til at holde fri.
- Facebook-opslaget om lukningen modtog positiv respons fra kunderne, der roste beslutningen.
- Raza Ali værdsætter sine kunder højt og ser dem som en del af sin udvidede familie.
- Arbejde skal man hele livet, men man skal nyde sine børns barndom. Pludselig bliver de store, og så ville de ikke kendes ved dig.
Sådan siger Raza Ali, som ejer Carlsro Super i Rødovre om et Facebook-opslag, der har vakt opsigt.
Her skrev han og hans svoger, der er ansat i butikken, at den for første gang i de ni år, som Raza Ali har ejet butikken, holdt helt lukket. I én dag.
- Det var søndag, sommerferie, mange er taget afsted på ferie, så vi besluttede at lukke butikken, så hele familien kunne tage i BonBon Land og hygge os. Det var et godt valg, siger Raza Ali.
Han arbejder som skrevet sammen med sin svoger, der er hans søsters mand. Han har været ansat i syv år. Normalt skiftes de til at holde fri, så butikken kan holde åbent 365 dage om året.
Hvorfor arbejder I så meget?
- Man skal have mad på bordet. Vi kan godt lide at arbejde og har en pakkeshop. Vi ved, at der er kunder, som vil ærgre sig, hvis de ikke kan få fat i deres pakker. Vi vil ikke lade vores kunder vente på deres pakker, siger Raza Ali.
Han oplyser, at der er gratis is til de første 100 kunder onsdag den 16. juli, fordi butikken holdt lukket søndagen forinden.
God modtagelse
I gruppen ’Facebook Rødovre’ skrev Ali Hassan, Razas svoger, om butikkens ferielukkedag. Mange har reageret på opslaget med enten et like eller en kommentar.
’Det er så velfortjent. Rigtig god feriedag til jer,’ skriver en.
’God ferie. Vi talte lige tilfældigt om jer i går, fordi I altid er så søde og aldrig skælder ud, når jeg står og hænger på jeres hylde ved pakke udlevering. Sørg nu for både at opleve noget, slappe af og hygge jer med familien,’ skriver en anden.
’Det må være en helt speciel butik, som jeg vil besøge en dag, hvor i ikke holder ferie,’ skriver en tredje.
Med andre ord fik opslaget en positiv modtagelse af kunderne.
Elsker kunderne
Det er faktisk kunderne, der gør det sjovt for Raza Ali at drive butikken. Han har altid drømt om at være selvstændig, forklarer han. Dels fordi han gerne vil tage de beslutninger, som han mener er de rigtige. Dels fordi det giver mulighed for at behandle kunderne lige som han har lyst til.
- Man møder smilende kunder, søde kunder og sure kunder. Det er spændende, og det er blevet en vane at tage på arbejde. Det er et stort ord, men vi er begyndt at elske vores kunder. De er blevet som en familie for os, siger Raza Ali.
Hvordan mærker du det?
- Vi kender kundernes navne. Vi snakker med dem, når de er her. Mine kunder ved, at vi har børn, og de kommer forbi nogle gange og møder kunderne. Vi forsøger at give en god service og lave det til en god oplevelse for kunderne. Vi kan lave sjov med kunderne, og de kan lave jokes med os.