Når der skal købes hus, har beliggenhed og pris traditionelt været afgørende faktorer. Men perioder med stigende energipriser og øget fokus på klima har fået energimærket til at fylde mere i overvejelserne.
Selv om det er energimærket, der oftest får størst opmærksomhed, ligger den virkelige værdi i den detaljerede energimærkningsrapport, fortæller kontorchef i Energistyrelsen Sarah Videbæk Hundebøl.
- Vi vil opfordre til, at man også sørger for at nærlæse rapporten, siger hun og fortsætter:
- Den giver et indblik i, hvad det er for et hus, man er ved at købe eller har købt. Det er dygtige fagfolk, der har vurderet, hvordan huset har det.
Rapporten indeholder konkrete anbefalinger til rentable forbedringer, der kan foretages i huset.
Det vil sige forbedringer, som udløser en økonomisk besparelse. Det kan være, hvis man får installeret solceller, så man sparer på elregningen.
De rentable forbedringer har altså en tilbagebetalingstid og kan betale sig på sigt, selv om det kan tage flere år.
- Det meste, man skal bruge for at få et overblik, kan man finde på rapportens første side. Her kan man se både energimærke og energikonsulentens bedste anbefalinger, siger Sarah Videbæk Hundebøl.
Energimærkningsrapporten blev opdateret i 2021. Formålet var at fremhæve, hvor i huset det kan være mest relevant at energiforbedre. Fordi rapporten er gyldig i ti år, er der rapporter med det gamle design, som fortsat er gyldige.
Det nye design har energikonsulentens bedste anbefalinger på den første side.
Et eksempel på en mulig forbedring er at installere nye solceller. Prisen afhænger af flere faktorer, men hvis solcellerne koster 30.000 kroner og giver en årlig besparelse på elregningen på 2000 kroner, vil investeringen være tjent hjem på 15 år.
Regneeksemplerne i rapporten tager udgangspunkt i et gennemsnitligt forbrug, så hvis man har et højere energiforbrug end gennemsnittet, kan der være yderligere besparelser, når man energiforbedrer.
Hun understreger, at selv om et godt energimærke kan øge boligens værdi, betyder det ikke nødvendigvis, at energiforbedringerne øger værdien krone for krone.
Man skal nærmere se det som en investering i lavere energiforbrug og sundere indeklima.
- Vi danskere opholder os jo meget i hjemmet, især når vejret bliver vådere og koldere, siger hun.
Hvis man er i gang med at finde et hus, man vil købe, kan det også betale sig at nærlæse energimærkningsrapporten, vurderer hun:
- Den rummer ofte forslag til forbedringer, som kan være gode at tage med, når der skal forhandles boliglån i banken.
Så kan det være, at det er muligt at låne med det samme til at lave forbedringerne, inden man flytter ind.
Energimærkets skala går fra A til G. Der er tre grønne A-mærker med årstallene 2010, 2015 og 2020. Det skyldes, at de lever op til forskellige standarder og krav. A2020 er mest energieffektivt.
Man kan søge tilskud til nogle af de forbedringer, der bliver foreslået i en energimærkningsrapport, såsom isolering af vægge og varmepumpe.
/ritzau fokus/