Det var på et hængende hår - nu er Møns Klint blevet Verdensarv

Med uventet støtte i sidste øjeblik har Møns Klint alligevel fået stemplet som Unesco Verdensarv allerede i år.

Møns Klint er kommet i fint selskab.

Møns Klint er kommet i fint selskab.

Foto: Lars Kimer

UNESCO’s Verdensarvskomité har i dag i Paris besluttet at optage Møns Klint på UNESCOs Verdensarvsliste.

Dermed bliver Møns Klint nu anerkendt som værende en del af verdens kulturelle arv, ligesom Danmark og Rigsfællesskabet får et endnu stærkere aftryk på Verdensarvslisten, der er en liste over bygninger, monumenter og naturområder af enestående, universel værdi for hele menneskeheden.

Det skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

Så sent som i maj så det ellers ikke ud til, at 'titlen' ville komme i hus før tidligst til næste år. På det tidspunkt anbefalede Unescos rådgivende organg IUCN nemlig, at ansøgningen skulle udskydes til 2026, da man stadig mente, at der manglede uddybende oplysninger.

Flere lande bakkede op

Men på søndagens møde i Verdensarvkomiteen, foreslog Belgien, at Møns Klint alligevel skulle optages i år - et forslag, der efterfølgende fik opbakning af en stribe lande, herunder Ukraine, Bulgarien, Japan, Italien og Tyrkiet.

Dermed er det altså en realitet, at Møns Klint nu kan kalde sig Unesco Verdensarv.

- Når man som minister kæmper benhårdt for at få Danmark på verdenskortet - og dermed international anerkendelse og turismekroner i Danmarks retning - er det svært at få armene ned. Jeg er simpelthen jublende glad og stolt. Kæmpe tak til alle de lokale kræfter, som har fået det her til at ske, og som nu kan være stolte over af at bo i et område med storhed og skønhed på linje med pyramiderne eller Taj Mahal. Det er fuldt ud fortjent. Møns Klint er helt unik natur og et nøglepunkt for geologisk forskning. Hele verden fortjener at få øjnene op for Møns Klint og hele Danmarks enestående skønhed, og jeg vil gerne love, at vi er slet ikke færdige, siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt om udnævnelsen.

Arbejdet fortsætter

Også Vordingborgs borgmester, Mikael Smed, har svært ved at styre begejstringen:

- Det er helt fantastisk for Møns Klint, borgerne på Møn og hele Vordingborg Kommune, at vi nu kommer til at have et stykke verdensarv i vores kommune, og jeg vil gerne rette en stor tak til alle de dygtige folk, der har arbejdet benhårdt på at få det her til at lykkes, siger han og fortsætter:

- Det her kommer både til at sikre beskyttelsen af, men selvfølgelig også øge opmærksomheden på Møns Klint, og vi glæder os til at skulle fortsætte arbejdet med at skabe gode og bæredygtige oplevelsesmuligheder for os der bor her, og alle der besøger os.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...