Robotplæneklippere har fundet vej til boldbanerne i Kirke Såby og Hvalsø. Vej & Park i Lejre Kommune tester i øjeblikket to robotter med henblik på at forbedre forholdene på banerne, reducere diesel-forbrug og frigøre ressourcer til anden banepleje.
Den store model, Belrobotics 2050, er i gang på boldbanerne i Hvalsø i samarbejde med Hvalsø IF. I Kirke Såby arbejder en mindre robot på opvisningsbanen i samarbejde med Kirke Såby Fodbold. Samarbejdet sikrer, at mål for eksempel placeres korrekt, så klipperesultatet bliver optimalt.
Robotterne kører flere gange om ugen uden at forstyrre spillerne, da arbejdet udføres, når banerne er tomme. Denne hyppigere klipning forbedrer forholdene for både fodboldspillere og andre brugere af banerne som eksempelvis håndbold- og krolfspillere.
Indsatsen med robotterne betyder, at græsset klippes tre til fire gange om ugen, hvor baner normalt kun bliver klippet en eller to gange. Det mindsker også behovet for at opsamle græsafklip og frigør tid til andre opgaver som bekæmpelse af bredbladet ukrudt.
Anvendelsen af robotterne giver også en miljømæssig gevinst. De erstatter delvist traktorer, der i 2024 brugte 5.296 liter diesel på græsklipning af boldbanerne i Lejre Kommune.
- Vi har længe set robotplæneklippere i haver - men indtil nu, har de ikke været gode nok til boldbanerne. Hvor robotklippere tidligere kørte i tilfældige mønstre, klipper de i dag i lige baner og skifter retning, når et areal er færdigt. Det sikrer et flottere resultat og mere effektiv drift – og gør, at robotterne i dag er klar til større opgaver som boldbaner, fortæller Vej & Park i Lejre Kommune, i en pressemeddelelse.
Initiativet kan give en bedre oplevelse på boldbanerne samtidig med, at det skubber grænsen for, hvad robotter kan anvendes til.