Der er styr på Folkemøde Kalundborg i Høng

Det er 10. år, at der er folkemøde i Høng. De frivillige tager gerne 10 år mere.

Peter Joensen og Laila Lyng Madsen fra styregruppen i Folkemøde Kalundborg i Høng er stort set klar med programmet.

Peter Joensen og Laila Lyng Madsen fra styregruppen i Folkemøde Kalundborg i Høng er stort set klar med programmet.

Foto: Charlotte Koefoed

Næsten alle standpladserne er solgt, programmet er stort set på plads, økonomien er i balance, og der er linet op med masser af politikere til folkemødet i Høng, som nu har 10 år på bagen.

Den Korte Version
  • Folkemøde Kalundborg i Høng fejrer 10-års jubilæum med stor opbakning fra frivillige og arrangører.
  • Økonomien er sikret med en ramme på 200.000 kroner, hvoraf 100.000 kommer fra fonde og sponsorer.
  • De fleste standpladser er solgt, men der er stadig få ledige pladser til interesserede.
  • Årets program er præget af kommunal- og regionsvalg med mange politiske debatter. 
  • Folkemødet afholdes den 30. august fra klokken 10 til 16 ved Høng Centret med deltagelse af politikere og lokale foreninger.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

I styregruppen har man siden november arbejdet med at stable folkemødet på benene, men nu kan man holde lidt sommerferie og glæde sig til lørdag den 30. august, hvor området omkring og i Høng Centret bliver omdannet til en stor folkefest for demokratiet.

- Vi har været i gang længe. Jeg begynder allerede i november at søge fonde, så vi kan få økonomien til at hænge sammen, fortæller formand for Folkemøde Kalundborg i Høng, som er det mundrette navn for arrangementet, Laila Lyng Madsen.

Økonomien er på plads

Rent økonomisk har folkemødet en ramme på 200.000 kroner, hvoraf de 25.000 er kommunale penge, 75.000 kommer fra standpladserne, som der lige p.t. er solgt 55 af, og så kommer de resterende 100.000 kroner fra fonde og sponsorer.

Der er altid masser af stande at besøge på Folkemøde Kalundborg i Høng.
Der er altid masser af stande at besøge på Folkemøde Kalundborg i Høng. Foto: Thomas Olsen

- Ingen nævnt, ingen glemt, men uden den store lokale opbakning kunne vi ikke gennemføre folkemødet, siger Peter Joensen, der er ansvarlig for marketing og PR.

Han nævner også, at der stadig er få ledige standpladser, så har man endnu ikke meldt sig til, kan man stadig nå det.

Folkemødet i Høng har gennem årene kunnet holde sig på den rigtige side af de røde tal, de seneste år med et lille overskud. Og det glæder foreningen sig over, da det ellers er bestyrelsen, der hæfter for underskud.

Kommunalvalget fylder

Fordi der i år er kommunal- og regionsvalg, har alle politiske partier booket sig ind, og debatprogrammet bærer også præg af, at der skal tales om politik.

Også helt lokalt. Faktisk er en nyskabelse på programmet i år, at en af de tomme butikker, Kop og Kandes tidligere lokaler, under folkemødet bliver omdannet til en slags 'tal med en politiker' drop in cafe, hvor der er seks borde med plads til de forskellige forvaltninger i kommunen. Her kan man tale om de ting, der er helt lokale og nære. For eksempel butikslivet.

- Planen er, at partierne kan bemande bordene med både de politikere, der allerede er i kommunalbestyrelsen, men også med de, der opstiller og er med i valgkampen, forklarer Laila Lyng Madsen.

Programmet byder på en lang række spændende debatter. Lige fra Den Grønne Trepart til Trump og over folkeskolen til seniorpolitik. Og selvfølgelig en kommunalpolitisk debat.

Og så skal man ikke glemme alt det, der foregår i de mange stande, som ud over politiske partier også tæller det rige foreningsliv, man har i Høng og Kalundborg Kommune.

Folkemødet finder som sagt sted den 30. august fra klokken 10 til 16 ved Høng Centret.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...