Det endte med fire podiepladser og altså fire medaljer, da medlemmer af Kalundborg forleden deltog i DM med København BMX Klub som vært.
- Nu er det sket igen. Og mere til. Vi fik hele fire podiepladser, hvoraf de to er danmarksmestre, lyder det med berettiget stolthed i stemmen fra Heidi Christensen, som er træner i Kalundborg BMX Klub.
Den tilfredse træner fortæller, at de to danmarksmestre er henholdsvis Nohr Hammerstrøm på fem år, som blev nummer et i klassen boys 5 og 6, og Monica Baltzer på ni år, som tog guldet i klassen girls 9. Monica Baltzer blev faktisk også danmarksmester sidste år, så for hendes vedkommende var der tale om en gentagelse af succesen.
De sidste to medaljer gik til 11-årige Njord Emil Kepp, som blev nummer to i klassen boys 12, og Lærke-Marie Hallø Jürs på 10 år, som blev nummer tre i klassen girls 10.
Selv om de er kommet hjem med flotte resultater, så får de fire medaljetagere ikke lov at hvile på laurbærrene.
Heidi Christensen fortæller således, at syv medlemmer af Kalundborg BMX Klub, heriblandt de fire medaljetagere, skal til Engelholm i Sverige for at køre Europacup den 19-20. juli.
Kort tid derefter, fra den 28. juli til den 3. august, skal seks af klubbens ryttere til København for at køre VM på den samme bane, hvor DM blev afviklet.