Glamping hos Bakkegaarden i Store Merløse er kåret som Sjælland og Øernes bedste glamping 2025 af Opdag Danmark. Derudover er Bakkegaarden blevet kåret som Danmarks syvende bedste glampingsted.
- Vi er meget taknemmelige for alle de af vores gæster, der har stemt på os, siger Lærke Vaaben Andersen, der er ejer af Bakkegaardens glamping.
Glamping-sæsonen har i år budt på flere nye initiativer hos Bakkegaarden. En af de største nyheder er campen Aborren, som er placeret på en platform ude på søen. Her kan gæsterne ligge i teltet og nyde udsigten over vandet. Campen kommer også med privat udekøkken, bålplads og overdækket spiseområde.
- Vores gæster siger, at det er den ultimative glampingoplevelse at sove ude på vandet og vågne op til den udsigt, der er over søen, fortæller Lærke Vaaben Andersen.
Vores gæster siger, at det er den ultimative glampingoplevelse at sove ude på vandet og vågne op til den udsigt.
Lærke Vaaben Andersen, ejer af Bakkegaardens glamping
Bæredygtighed er også i fokus på Bakkegaarden, og det afspejles blandt andet i en ny bålgryde. Gryden er lavet af lokal kok og indeholder kaninkød fra gårdens egne kaniner samt lokale grøntsager.
- Vi fik ideen til bålgryden, da vi gerne vil udvikle vores bæredygtighed ved at bruge egne råvarer. Det giver rigtig god mening, da vores kaniner lever af frisk grønt på ejendommen om sommeren og hø fra egne enge om vinteren samt lidt kaninpiller. Samtidig er kaninkød noget af det mest klimavenlige kød, man kan få, og vi ved, at de har haft et godt liv her på Bakkegaarden, hvor de passes efter flere af de økologiske principper, udtaler Lærke Vaaben Andersen.

Egen avl
Bakkegaarden tilbyder også gæsterne en frisklavet brunch med blandt andet hjemmeavlet frugt og grønt fra urtehaven, samt muligheden for velværebehandlinger på gården. Derudover er der i år åbnet et gårdsalg i den gamle gårdbutik. Her kan man købe hjemmelavede specialiteter, lokale varer og håndværk fra lokale designere.
Stedet oplever flere gengangere blandt gæsterne, og der bliver også afholdt arrangementer som bryllupper og fødselsdage på stedet. Gæsterne kan nyde natur, afslapning og diverse aktiviteter som fiskeri og badning, mens de bor i telte med komfortable faciliteter.
Bakkegaarden er placeret på Vanløsevej 20 i Store Merløse, og information om booking findes på deres hjemmeside.